Tv-journalist og Peter Palland om tabet af deres gode ven: Vigtigt at huske de gode stunder
Peter Palland mistede i foråret sin gode ven Morten Jensen, som døde pludseligt i en alder af 41 år. Nu sætter han for første gang ord på vennens død
I maj i år mistede Peter Palland sin bedste ven, Morten Jensen.
De to havde kendt hinanden, fra de var ni måneder gamle, og sammen med journalist Nick Horup blev de kendte og elskede af danskerne for 'Morten og Peter'-programmerne.
Men i foråret sluttede eventyret brat, da Morten Jensen pludselig døde under en akutindlæggelse, og Peter Palland stod alene efter 40 års venskab. Et tab, som han hidtil ikke har kommenteret på.
Under et interview med Cecilie Frøkjær i forbindelse med optagelserne til TV 2s 30 års fødselsdagsshow torsdag satte Peter Palland dog nogle få ord på sin sorg.
- Jeg ved godt, det er svært, men man må ikke give op. Vi bliver nødt til at komme videre, lød det fra en rørt Peter Palland, som havde vennen og tv-journalisten Nick Horup ved sin side.
Læs også
Se et udpluk af interviewet i videoklippet øverst på siden.
Triste i mange perioder
Han var tydeligt berørt og kæmpede for at finde ordene. Flere gange måtte Nick Horup træde hjælpende til.
- Peter og jeg har selvfølgelig været triste i mange perioder, sagde Nick Horup, der er tidligere redaktionschef og vært på TV2 ØSTJYLLAND, og fortsatte:
- Men så har vi talt sammen om, at det er vigtigt, at vi husker på alle de fantastiske stunder, vi har haft sammen.
Læs også
Blandt de oplevelser, Nick Horup hentyder til, var, da Morten og Peter i 2003 var til olympiske lege for udviklingshæmmede i Dublin, hvor de fik løn for at kommentere begivenhederne, og hvor Peter Palland fik mulighed for at interviewe bokselegenden Muhammed Ali.
Gennem tiden har de to bevist, at et udviklingshandicap ikke behøver at være en hindring for livskvaliteten.
- Man kan sagtens have et godt liv, selv om man måske er lidt anderledes end gennemsnittet og ikke er så leverpostejsfarvet som de fleste af os, understreger Nick Horup.
Læs også
Tre årtier med Morten og Peter
I 1991 optrådte Peter Palland og Morten Jensen første gang på tv-skærmen i programmet 'Er jeg da helt gak, mor'.
Her gik de 14-årige charmetrolde, som er født med down's syndrom, direkte i seernes hjerter med deres skæve måde at se verden på og legendariske udtryk som "det falske sted" og "Rip, Rap, Rasmussen".
Siden fulgte yderligere fem programmer, hvor seerne har været med på sidelinjen gennem op- og nedture, på rejser til udlandet og besøg hos kendte sportsfolk som blandt andre fodbold-idolet Martin Jørgensen, som gik hen og blev parrets trofaste ven.
- Vi var i Italien og besøge Martin (Jørgensen, red.), siger Peter Palland om en af de største oplevelser, han husker, at han har haft sammen med Morten Jensen.
Indtil maj i år arbejdede de to venner sammen på Værkstedet Regnbuen i Ringsted, hvor Morten Jensen var dj på stedets interne radiokanal, mens Peter Palland stod i køkkenet. Hver dag mødtes de i frokostpausen.
Peter Palland laver fortsat mad i Regnbuens køkken og bor hjemme hos sin mor i Ringsted. Fritiden går med at høre musik, især af den tyske schlager-sanger Hansi Hinterseer, og være sammen med venner.