Silkeborg får flere med psykiske lidelser i job

En håndholdt og individuel indsats får flere folk med svære psykiske lidelser i arbejde og uddannelse i Silkeborg Kommune.

Silkeborg har succes med at få folk med eksempelvis skizofreni, bipolarlidelse og tilbagevendende depression i arbejde og uddannelse. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Det er med stor succes, at Silkeborg Kommune lykkedes med at få folk med eksempelvis skizofreni, bipolarlidelse og tilbagevendende depression i arbejde og uddannelse.

En ny undersøgelse foretaget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at det i løbet af halvandet år er lykkedes kommunen at få omkring 60 procent af deltagerne ud på arbejdsmarkedet eller til at starte på en uddannelse. Det er 30 procent flere end ved traditionelle metoder.

Læs også Psykiske syge stuves sammen på spritnyt men overfyldt hospital

Hos kommunen arbejder man med metoden IPS, som bygger på tilgangen "job først, dernæst støtte" frem for "bedre helbred først, så job".

- Helt konkret har vi lavet en meget håndholdt indsats, hvor vi ikke har gjort det samme for deltagerne. Det har været meget forskelligt fra person til person, siger Annette Svendsen, der har været med til at starte projektet op i Silkeborg Kommune.

- I de fleste tilfælde har vi taget kontakten til uddannelsesstedet eller arbejdspladsen og så ledsaget dem til samtale. Andre har haft brug for, at vi skulle lære dem at tage offentlig transport, hvis de har haft angst for at tage bussen, mens nogle har haft brug for, at vi har gået en tur med dem. Vi har suppleret der, hvor de har manglet hjælp, siger Annette Svendsen.

Læs også Forstæderne mangler institutioner: Må køre meget langt til dagplejen

En del af et større forskningsprojekt

IPS-metoden er et forskningsprojekt, som blev søsat i København og Odense i 2012. I 2015 blev Silkeborg Kommune en del af projektet. Resultaterne var gode, og derfor har kommunen valgt at fortsætte, da selve forskningsprojektet stoppede i 2017.

Vi kunne se, at der havde været bedre indvirkning end ved de normale indsatser.

Annette Svendsen, projektmedarbejder, Silkeborg Kommune.

- Vi kunne se, at der har været rigtig gode resultater. Vi kunne se, at der havde været bedre indvirkning end ved de normale indsatser, siger Annette Svendsen.

- Den tværfaglige indsats har hjulpet borgerne, når de ikke selv har skullet viderebringe information. Vi har kunnet lave en helhedsorienteret indsats, som gik på tværs af deres behandling og beskæftigelse.

Læs også Visitationszone atter indført efter massevold

Ifølge Annette  Svendsen, har der været en stor grad af tilfredsstillelse blandt deltagerne i projektet, hvor der har været et frafald i meget lav grad.

Kommunen holder stadig kontakten til deltagerne i seks måneder, efter de er startet i nyt job eller på en ny uddannelse.

Læs også Aarhus Universitetshospital har brudt loven over for 1800 patienter