Forårsvarmen kommer også med silende regn
På to døgn kan der falde næsten en hel måneds regn. Den kraftigste regn falder dog i aften- og nattetimerne.
Når forårsvarmen efter lang tids venten endelig strømmer op over Danmark, så følger der også store mængder regn med den lune luft.
Det er det varmere vejr, som kan give de kraftige regnbyger. Og onsdag aften er det resterne af et tordenvejr, der truer sydfra.
Læs også
Den lune luft er allerede på vej op over os, men fronterne ligger ikke langt væk, og de vil tirsdag aften og natten til onsdag kunne give regn og byger i store dele af landet.
Nattens regnvejr vil trække op over Danmark fra sydvest, og allerede onsdag aften efterfølges det af flere fronter, der tirsdag ligger over Biscayen og det nordlige Spanien.
Mest regn i Jylland - og måske torden på Bornholm
Det første regnvejr kommer op over det meste af landet i aften- og nattetimerne, og i Jylland kan regnvejret en overgang blive mere vedvarende.
Herefter klarer det op, og ud på dagen ventes kraftige tordenbyger over Tyskland at kunne fortsætte mod Danmark. Her ventes tordenvejret dog at være hørt op.
Læs også
Derfor vil det "kun" være resterne af det tyske tordenvejr, der som kraftige byger vil trække op over Danmark fra sydvest ud på aftenen og natten til torsdag.
Det kan ikke udelukkes, at man på Bornholm onsdag aften kan høre buldren i det fjerne, når tordenbygerne nærmer sig.
Tæt på en måneds nedbør
Indtil torsdag morgen vil der kunne falde mere end 30 millimeter regn, som næsten svarer til en hel måneds nedbør i april.
April giver i gennemsnit 41 millimeter regn.