Efter hotelbrand: Nu kan alarmcentralen se, hvor du ringer fra

Ny teknologi skal hjælpe med at redde liv.

01:50

VIDEO: Det gav problemer, da Svinkløv Badehotel brændte, at anmelderen ikke var lokalkendt.

En ny teknologi gør det muligt for alarmcentralen at få den præcise position på folk, der ringer 1-1-2.

- Det betyder, at vi ikke skal bruge tid – livsvigtig tid – på at spørge borgeren om, hvor vedkommende befinder sig, siger Kristian Næsted, operativ chef i Hovedstadens Beredskab.

Kristian Næstved fortæller, at alarmcentralen flere gange i timen modtager opkald fra borgere, der ikke kan oplyse den præcise position på ulykkesstederne.

Han blev flere gange irriteret over, at jeg ikke kunne give den præcise adresse på hotellet. Jeg oplevede, at jeg fik skæld ud. Simpelthen.

Trine Nielsen, Horsens

Det er specielt, når der er ulykker på motorvejene, at der kan være problemer med at finde den rigtige adresse.

- Især når folk kører på motorvejsnettet omkring København, aner de ikke, hvor de er henne af, siger Kristian Næsted.

Brand på hotel

Problemet med at finde den præcise position for en ulykke har tidligere givet store problemer.

26. september 2016 ringede en kvinde til alarmcentralen og anmeldte en brand på Svinkløv Badehotel i Nordjylland.

Kvinden var ikke lokalkendt, og hun kunne derfor ikke den præcise adresse på hotellet.

Læs også Vil droppe akut hjælp til psykisk syge: Tilbud har ikke hjulpet nok

- Han (bemandingen på alarmcentralen, red.) blev flere gange irriteret over, at jeg ikke kunne give den præcise adresse på hotellet. Jeg oplevede, at jeg fik skæld ud. Simpelthen, sagde Trine Nielsen, der bor i Horsens, den gang til TV 2.

På trods af opkaldet nåede brandvæsenet ikke frem til at redde badehotellet.

En anden kvinde, den pensionerede sygeplejerske Helle Løve Mørk, oplevede, at alarmcentralen bad hende google den adresse, hvor hun var i fuld gang med at give en mand hjertemassage.

Fungerer på halvdelen af landets telefoner

- Hvis den Android-telefon havde haft den funktion den gang, så havde det reddet mandens liv, siger Helle Løve Mørk til TV 2.

På nuværende tidspunkt er det under implementering, og det er indtil nu kun styresystemer med Android, som virker til alarmcentralen. Det svarer til omkring halvdelen af landets telefoner.

Det betyder, at vi ikke skal bruge tid – livsvigtig tid – på at spørge borgeren om, hvor vedkommende befinder sig.

Kristian Næsted, operativ chef Hovedstadens Beredskab

Forventningen er, at Apples produkter vil have samme funktion inden for et par måneder. 

- De tre alarmcentraler får 1000 opkald i døgnet, hvor positionering fungerer. Og når det hele er implementeret ved årets udgang, vil det omhandle cirka én million opkald til alarmcentralen om året, fortæller operationschef i Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen.

På trods af, at telefonerne med den nye funktion deler personfølsomme oplysninger, forsikrer Kristian Næstved fra Hovedstadens Beredskab, at der er styr på datasikkerheden.

- Vi er som enhver anden myndighed forpligtet under lovgivningen for datasikkerhed, og den lovgivning skal vi selvfølgelig overholde til punkt og prikke, siger Kristian Næsted.