Det sidste medlem af Hvidstengruppen er død

Svend Egon Andersen flygtede til Sverige og undgik at dele skæbne med flere af modstandskammeraterne, der blev henrettet af Gestapo

03:16

Svend Egon Andersen var det sidste medlem af Hvidstengruppen, der døde. Han blev 97 år.

I samarbejde med tv2.dk

Det sidste medlem af Hvidstengruppen er død i en alder af 97 år.

Det skriver Randers Amtsavis.

Svend Egon Andersen blev født den 14. april 1920 og arbejdede i sine unge år i en kolonialforretning i Randers, inden han under Anden Verdenskrig engagerede sig i kampen mod den tyske besættelsesmagt som medlem af Hvidstengruppen.

Vi havde alle en naturlig følelse af, at vi måtte forsvare os, og ville ikke affinde os med udsigten til at leve i en form for trældom.

Svend Egon Andersen, medlem af Hvidstengruppen

Han fortalte i 2011 i et interview med Jyllands-Posten, at modstandslysten fik grobund som følge af regeringens samarbejde med tyskerne, og efter han oplevede anholdelserne af 300 danske kommunister.

- Der var intet politisk eller aktivistisk over vores gruppe. Det var simpelthen et spørgsmål om forargelse og indignation over samlingsregeringens samarbejde med tyskerne. Vi havde alle en naturlig følelse af, at vi måtte forsvare os, og ville ikke - i hvert fald ikke sådan uden videre - affinde os med udsigten til at leve i en form for trældom, fortalte han.

Læs også Hvidsten Kro jubler over våbenfund

På flugt fra Gestapo

Hvidstengruppen var den første modtagegruppe i Danmark under besættelsen.

Gruppen var centreret omkring Hvidsten Kro og blev kendt for at have modtaget våben, ammunition og sprængstoffer, som engelske fly kastede ned til dem, og som skulle bruges af de egentlige sabotagegrupper.

Læs også Befrielsesaften bliver markeret i Hvidsten

Gestapo optrevlede gruppen den 11. marts 1944, og 14 medlemmer blev arresteret, hvoraf otte blev dømt til døden og henrettet. De seks øvrige blev idømt fængsel.

Svend Egon Andersen var dog blevet advaret på forhånd, og det lykkedes ham at flygte til Sverige, hvor han meldte sig til Den Danske Brigade.

Da han blev bekendt med, at hans modstandskammerater var blevet henrettet, var hans forbitrelse så stor, at han overvejede at tage tilbage til Danmark og genoptage kampen, skriver Randers Amtsavis.

Læs også Nu åbner museet om Hvidsten Kro og Hvidsten Gruppen

Måtte høre sig gennem film om Hvidstengruppen

En spillefilm om Hvidstengruppen havde premiere i februar 2012 i Randers, og her var Svend Egon Andersen indbudt som hædersgæst.

Han var dog blevet blind i de senere år af hans liv, så han kunne kun følge filmens handling gennem lydsporet.

01:00

VIDEO: Tag med på rundvisning på museet om Hvidstengruppen.

Luk video

Nogen forsvarede friheden

Efterfølgende fortalte han, at filmen ”ligner meget lidt af virkeligheden, som den var”, men tilføjede, at han håbede, at den alligevel kunne være med til at holde historien levende for dem, der ikke har oplevet den tid, skriver Randers Amtsavis.

- Der trænges jo nok til at blive mindet om den tid, hvor der var nogen, der godt ville forsvare friheden, sagde Svend Egon Andersen.

Han bisættes fra Knebel Kirke fredag den 18. august.