Papudgave blev testet på torv - nu vender ikonisk statue hjem

Michael Drewsen vender tilbage til torvet i Silkeborg efter en periode i eksil

Statuen af Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen - her i en lidt lettere papudgave.

Da det nye torv i Silkeborg i juni i år blev indviet, var torvet fyldt med musik, gøglere og aktiviteter - men én ting manglede. Den ikoniske statue af byens grundlægger Michael Drewsen.

Læs også Silkeborg har fået nyt torv: Det er fantastisk flot

Efter flere end 120 år på sin faste plads foran Rådhuset, blev Drewsen-statuen nemlig flyttet til området Papirfabrikken, da gravemaskiner i 2015 indtog det gamle torv.

Statuen har stor betydning. Den er en del af Silkeborgs DNA. 

Frank Borch-Olsen, viceborgmester

Statuen har siden stået på Papirfabrikken, men nu er politikerne i Silkeborg blev enige om, hvor den skal have hjemme fremover: Cirka 15 meter - og en smule til siden - fra sin oprindelige placering.

- Der, hvor han stod før, er der nu en restaurant med udeservering, og der er forskellige figurer i selve belægningen, som vi helst ikke vil have, han står ovenpå, siger Frank Borch-Olsen, der er viceborgmester og formand for vej- og trafikudvalget i Silkeborg.

Medlemmer af vej- og trafikudvalget kunne mandag ses med en papudgave af Drewsen-statuen på torvet i Silkeborg. Her blev forskellige muligheder omhyggeligt testet, inden politikerne lagde sig fast på en endelig placering.

- I starten havde vi en idé om, at vi ville flytte den rigtige statue rundt med en kran, men vi fandt ud af, at det ville blive noget omstændigt, og så fik vi produktionshøjskolen til at lave en model af pap, forklarer Frank Borch-Olsen.

Belægningen på det nye torv i Silkeborg er inspireret af kunstneren Asger Jorns formsprog.

Drewsen vækker stærke følelser

Den ægte statue af Drewsen vil om nogle uger blive flyttet til sín nye plads, og i den sammenhæng forventer Frank Borch-Olsen af få masser af feedback fra byens borgere.

Det har været hamrende svært at få ham placeret.

Frank Borch-Olsen, viceborgmester, Silkeborg

- Jeg er ikke i tvivl om, at der vil komme en masse meninger, om at han skal flyttes en meter den ene vej eller den anden. Der er lige så mange meninger om, hvor han skal stå, som der er silkeborgensere, siger han.

Statuen af Michael Drewsen vil nogle uger endnu stå ved Papirfabrikken. Foto: Silkeborg Kommune

Frank Borch-Olsen indrømmer da også, at det ikke har været en let opgave at finde et nyt hjemsted til Drewsen.

- Det har været hamrende svært at få ham placeret. Det er absolut ikke en nem opgave, og det skyldes måske også, at man kan huske det gamle torv. Nu har torvet et nyt udtryk, og det er svært at placere noget historisk i noget nyt, siger han og tilføjer:

- Der er pokkers mange følelser i det, fordi han er byens grundlægger. Statuen har stor betydning. Den er en del af Silkeborgs DNA. 

Læs også VIDEO: Kom med rundt på det nye stadion i Silkeborg

Placering er ikke skrevet i sten

Af samme grund skal Drewsen heller ikke slå alt for dybe rødder, når han om få uger vender tilbage til torvet i Silkeborg. Til næste sommer vil vej- og trafikudvalget således evaluere placeringen.

- Vi prøver at se, om han kan falde på plads, eller om han skal stå ved Papirfabrikken som nu. Der står han super godt som en majestætisk person, men han står også lidt isoleret, siger Frank Borch-Olsen og tilføjer:

- Jeg tror, fagfolkene mener, at han står bedst ved Papirfabrikken, men de fleste silkeborgensere vil gerne have ham på torvet.

01:01

Der var liv og glade dage, da det nye torv i Silkeborg i juni blev indviet.

Luk video