Overgangen fra sommertid giver flere depressioner

Kortere dage med dagslys påvirker humøret hos danskerne

Der er en klar sammenhæng mellem overgangen fra sommertid til den såkaldte normaltid og så antallet af danskere, der rammes af depression. De færre lyse stunder om eftermiddagen og aften påvirker humøret hos os.

- Vi kan se et hop lige efter skiftet, og depression er en af de mere hyppige sygdomme, så det er mange tilfælde flere, siger forsker på Aarhus Universitetshospital, Søren Østergaard.

Læs også Tre gode råd til at undgå depression i de mørke tider

Helt præcist rammes otte pct. flere end forventeligt af depression i november.

- Det er et højt tal og kan have praktiske konsekvenser. Vi tror at på den måde, som folk lever deres liv med typisk arbejde fra om morgenen og så fri om eftermiddagen, så er det en dårlig byttehandel (at gå fra sommertid til normaltid, red.). Vi ville få mere udbytte ud af lys om eftermiddagen, siger Søren Østergaard.

Læs også Vintertid: Har du husket at stille uret tilbage

På gågaden i Aarhus kunne de forbipasserende godt nikke genkendende til de konsekvenser, som overgangen har.

- Jeg er en af de personer, der bliver påvirket af vintertid og mørke. Jeg har brug for lys for at få energi. Det er ligesom at få en dyne over sig, lyder det fra Lene Larsen.

Andre bekræfter, at de føler sig mere trætte efter overgangen fra sommertid.