Opera-storværk på vej til Århus
Den Jyske Opera satser stort med spritnyt, dansk storværk, der får premiere i Århus
Endnu eksisterer det kun som nogle noder på komponisten Niels Marthinsens computer. Men efter nytår vil Den Jyske Operas chef, Troels Kold, få det første print i hånden på noget så sjældent som en spritny, dansk stor-opera og i februar 2005 bliver værket uropført i Musikhuset i Århus.
- Vi har altid sat en ære i at forny os, men i sæsonen 2004/05 bliver det ekstra tydeligt, siger Troels Kold til Ritzaus Bureau.
Den 40-årige Niels Marthinsens opera har titlen 'Skriftestolen' og bygger på Christian Winthers novelle af samme navn. Som altid i opera er det de store følelser, der er i spil, og her bliver der tale om lidt af et psykologisk gys.
'Skriftestolen' får premiere den 2. februar 2005.