Område uden strøm søndag aften: Årsag kendes endnu ikke

Mange borgere i Rønde var søndag aften uden strøm. Fejlet er fikset, men elselskabet NRGI kender endnu ikke årsagen til strømafbrydelsen

Borgere i Rønde måtte tænde stearinlysene søndag aften, da strømmen gik. Arkivfoto. Foto: Ronnie Andersen

- Er strømmen også gået hos jer, skriver en borger i Facebook-gruppen 8410 Rønde søndag aften. 

Mandag fortæller elselskabet NRGI, at i alt 1676 kunder i Rønde var udsat for strømafbrydelsen. 

For nogle varede strømafbrydelsen kun fem minutter, mens andre måtte finde sig i mørket i 40 minutter. 

Læs også Mørke i mørket: 5.000 uden strøm i nat

- Noget af det kunne vi fjernstyre, og noget skulle vi have en mand ud for at klare, siger Anders Warming, der er driftstekniker i NRGI.

Elselskabet ved endnu ikke, hvad der forårsagede strømafbrydelsen. Det vil blive undersøgt i løbet af dagen. 

- Det er højst sandsynligt et højspændingskabel, der har en fejl, siger driftsteknikeren. 

Læs også By mørklagt henover weekenden: Nu vender lyset tilbage

Strømmen gik klokken 22:45, og 22:50 havde cirka 1000 kunder strøm igen. 

NRGI opdagede strømafbrydelsen hurtigt ved hjælp af deres fjernovervågningssystem. Efterfølgende fik de også flere opkald fra kunder uden strøm.