Olsen og Duncan sender AGF sikkert videre i pokalen

Onsdag aften slog AGF sikkert Aalborg Freja med 5-0

Foto: Ole Nielsen / agf.dk

Sidste sæsons pokalfinalisterne fra AGF spillede sig onsdag aften sikkert videre i pokalturneringen, da Aalborg Freja fra Jyllandsserien blev slået med 5-0.

Aalborg Freja var officielt hjemmehold på Ceres Park i Aarhus, men det var AGF, som stod på det meste, og der var ikke meget spænding i kampen.

Superligaholdet fra Aarhus bragte sig foran efter ét minut på mål af Danny Olsen, og allerede seks minutter senere var midtbanespilleren igen på pletten. 2-0.

Morten 'Duncan' Rasmussen lukkede reelt kampen efter 18 minutters spil, da angriberen bragte sit hold på 3-0, inden Danny Olsen med sin tredje scoring øgede forspringet yderligere fem minutter før pausen. Men AGF'erne var ikke færdige, og blot tre minutter senere var Duncan igen på pletten, og dermed stod der 5-0 til aarhusianerne ved pausen. Der blev ikke scoret yderligere, og AGF er sikkert videre til næste runde i pokalturneringen. 

Læs også ACH afværger pokalexit i overtiden - Pourie sender RFC videre

Det samme er Randers FC, som onsdag aften sendte Lystrup fra Danmarksserien ud med en 6-2-sejr, mens AC Horsens måtte arbejde ekstra for at komme videre.

AC Horsens balancerede nemlig på randen af pokal-exit, da superligaholdet onsdag aften var på besøg hos IF Lyseng fra Danmarksserien.

Læs også AGF henter venstreback i Brøndby

Klubben fra Aarhus-området bragte sig foran allerede efter et minuts spil, da Jeppe Stryno scorede til 1-0, og den stilling holdt de 90 minutter ud. Først i overtiden lykkedes det superligaholdet at udligne ved Kim Aabech, og så måtte opgøret ud i forlænget spilletid.

Her var AC Horsens stærkest, og holdet vandt samlet med 4-1.