Oh Land: Jeg tør godt sige, at det bliver spektakulært
Watermusic bliver en forrygende oplevelse, som publikum ikke har en chance for at regne ud på forhånd, lover sangerinden Oh Land
En fænomenal forestilling er, hvad publikum kan glæde sig til i weekenden, lyder det fra Nanna Øhland Fabricius, bedre kendt som sangerinden Oh Land. Udover at spille havets dronning i weekendens forestilling Watermusic har hun også komponeret musikken.
- Normalt vil jeg ikke sige, at jeg forventer, at noget bliver spektakulært, men det tør jeg godt her, siger Oh Land.
Få hele historien om Watermusic
Hun garanterer, at de 15.000 mennesker, der kommer til at overvære Watermusic i weekenden, får sig en oplevelse, der langt overstiger deres forventninger.
- Jeg vil godt love, at publikum ikke kommer til at kunne regne forestillingen ud. De kommer til at gå herfra med noget, som de slet ikke havde forestillet sig, siger sangerinden.
Græskaret og guldkareten
Omkring 600 mennesker er med til at få forestillingen til at kunne lade sig gøre. Der er tale om en totaloplevelse, der inkluderer både kraner, både, akrobater og dansere.
Læs også
Forestillingen finder sted på Randers Havn, hvor selv de gamle industribygninger forvandles til levende kunstværker.
- Det er ligesom græskaret, der blev til guldkareten. Jeg føler lidt, at Randers Havn bliver til guldkaraten i de her dage, siger Oh Land.
Et nørdearbejde
Det har været lidt af et nørdearbejde at kompenere musikken til den omfattende forestilling, men det passer Oh Land ganske glimrende.
- Jeg elsker at kunne lave en masse detaljer, som får lov til at være bærende, for sådan nogle ting lægger folk ikke mærke til i en popsang. Der lytter de til teksten eller til syng-med-omkvædet, siger hun.
Oh Land har eksperimenteret meget med industrilyde, så publikum vil kunne opleve lyde af maskinfartøjer, traktorer, forskellige trucks og naturligvis havet.
Lørdag aften sender TV2 ØSTJYLLAND premieren på Watermusic live på vores facebookside. Se med lørdag den 2. september fra cirka kl. 22.00.
Fakta om Watermusic
Producent: Randers Egnsteater
Billetter: Der blev udsolgt på fire uger, da der blev åbnet for billetsalg i marts. 1000 ekstra billetter blev sat til salg slut juni, og de forsvandt i løbet af et par dage.
Varighed: 45 minutter
I alt kommer 15.000 mennesker til at se Watermusic i løbet af weekenden.
7,5 millioner kroner koster forestillingen. Den er blandt andet støttet økonomisk gennem donationer og sponsorer.
Eksport: Randers Egnsteater er blevet inviteret til at opføre et 20 minutters show ved floden i den kinesiske storby Guangzhou til efteråret.
Medvirkende: Omkring 600 mennesker er med til at få hele forestillingen på benene.