Nu bliver det lunere: For en periode vinker vi farvel til vinteren
I løbet af ugen bliver det lunere og lunere i Østjylland med temperaturer på op til seks grader
- For en periode vinker vi farvel til vinteren, siger Cecilie Hother fra TV 2 VEJRET.
Men inden vi begynder at tage afsked, venter der en kold mandag.
Læs også
- Der er en front på vej mod Østjylland. Den begynder som tøsne i de tidlige morgentimer nogle steder, men nedbørsformen går mere og mere over i noget slud og regn, siger Cecilie Hother og fortsætter:
- Det bliver en råkold start på ugen med temperaturer på et par grader. Vinden frisker op fra en sydlig retning, og det vil betyde, at det kommer til at føles rigtig koldt.
Tirsdag bliver det varmere
Men allerede tirsdag sker der noget rent vejrmæssigt. Temperaturen stiger, og vi kommer til at se mere til solen.
- Det bliver nok den pæneste dag i løbet af ugen, konstaterer Cecilie Hother.
Tirsdag vil temperaturen blive på cirka fem grader, og det ser ud til at blive en dag med tørvejr i hele Østjylland.
Natten til onsdag kan temperaturen lige snige sig under frysepunktet. Men ellers tegner onsdag, torsdag og fredag til at blive nogle lune dage med temperaturer på op til seks grader, og så ser det ud til, at vi - i hvert fald i denne omgang - er færdige med nattefrost mange steder i det østjyske.
Læs også
Selvom temperaturen stiger, gælder det fortsat om at pakke sig godt ind, når man skal ud. Men måske regntøjet skal frem, for der venter nogle regnvåde dage.