Nazister glædede sig over opmærksomhed
Nazi-leder Jonni Hansen glæder sig over den store opmærksomhed om mødet med VU i Århus.
Venstres Ungdom i Århus gennemførte mandag aften det omstridte møde med medlemmer af nazistpartiet DNSB.
Mødet blev gennemført trods massivt pres for aflysning både fra andre ungdomsorganisationer - inklusive Konservativ Ungdom- og fra fremtrædende Venstre-politikere i Århus Byråd og på Christiansborg. VU - har anklagen lydt - gav blot skadelig reklame til de udemokratiske nazister, som længe har haft en hvervekampagne i gang i byen.
Inden mødet havde Jonni Hansen over for Ritzau ikke noget bud på, om VU-arrangementet hjælper hans parti til at få flere medlemmer, omend han glædede sig over den store opmærksomhed i medierne.
- Det har vi klart fået. Men det har Venstres Ungdom også. Det går begge veje, sagde Jonni Hansen.
Ifølge menige VU'ere havde balladen i dagene forinden affødt flere timelange møder med en aflysning på dagsordenen under pres, også fra forældre, som er medlemmer af moderpartiet.
Den lokale VU-næstformand, Jens Husted Andersen, fastholdt, at mødet var en god idé, fordi det ville give medlemmerne et førstehåndsindtryk af "de tosser" og nu kan fortælle videre om det.
- Det nemmeste ville have været at aflyse mødet. Men vi har en sag og et fælles formål med demonstranterne uden for om at få nazisterne væk, sagde næstformanden.