Naboer får støjmur
Foreløbigt punktum for årelang strid i Risskov
En bitter strid mellem en fodboldklub i Risskov og klubbens naboer var i dag under kærlig behandling af politikerne i Aarhus.
Naboerne klager over larm og støj fra morgen til aften, og i dag satte Kulturudvalget i Aarhus Kommune så et foreløbigt punktum for den årelange strid:
- Vi er blevet enige om en løsning, vi mener, der tilgodeser begge parter. Der bliver opført en støjmur, som begrænser generne. Den bliver forlænget, så risikoen for at støjen bliver taget af vinden og dermed generer naboerne, den mindskes. Samtidig bliver der lagt nogle begrænsninger i forhold til spilletiderne for klubben, siger Marc Perera (Kons.), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Banen, der er lavet af kunstgræs, blev etableret af kommunen for at få flere unge til at spille fodbold.
Men så klagede naboerne over for meget larm. Nu har kommunen så valgt at begrænse brugen af banen og samtidig bygge en fire meter høj støjmur så naboerne ikke blir generet af råbende og jublende fodboldspillere.
Aarhus Kommune har pålagt klubben en stribe begrænsninger for at imødekomme klagerne. Men fodboldklubben VRI frygter at konsekvenserne af de begrænsninger kan betyde klubdøden, fordi de 600 medlemmer flytter til andre klubber.
Se indslaget ved at klikke øverst på siden.