Musikudlån - Nu også til Mac
Bibliotekernes digitale musikudlån bliver åbnet for Mac-brugere
Når bibliotekerne til sommer udvider det digitale musikudlån BibZoom.dk til at omfatte hele 7,5 mio. musiknumre, så er det samtidigt en invitation til brugere af Mac-pc. Tidligere har servicen været et tilbud som krævede Windows-platform. Denne kedelige begrænsning er nu ryddet af vejen, oplyser områdedirektør Flemming Munch fra Statsbiblioteket i Aarhus.
Hermed imødekommes et længe næret ønske fra bibliotekerne, om også at kunne tilbyde gratis og lovligt digitalt musiklån til biblioteksbrugere med Mac.
Ud over downlån af musik tilbyder BibZoom.dk også streaming af musik, podcasts, Bollywoodfilm og e-bøger på en række fremmedsprog.
Alt dette er krydret med professionel og faglig formidling fra en redaktion, bestående af musikfaglige biblioteksmedarbejdere fra landets biblioteker, lover statsbiblioteket.
Blandt sommerens kommende 7,5 mio. musiktracks kan brugerne ubegrænset, gratis - og ikke mindst lovligt - downlåne musikken i en uge. Herefter kan lånet i oven i købet fornyes lige så mange gange, som brugerne ønsker. Alt man behøver, er et lånerkort til det lokale bibliotek.
Det er attraktive aftaler med rettighedshaverne, som giver biblioteksbrugere ret til kvit og frit at benytte deres biblioteks tilbud om let og ikke mindst lovligt digitallån af musik. Et udlån, der samtidigt sikrer rettigheds-haverne betaling for deres værker.
BibZoom.dk drives af et konsortium bestående af Herning Bibliotekerne, Odense Centralbibliotek og Statsbiblioteket, som forhandler aftaler om adgang til musikken på plads.
Brugerne får adgang til BibZooms katalog via www.bibzoom.dk.
BibZoom.dk er Danmarks største digitale biblioteksservice og har i øjeblikket ca. 140.000 besøg om måneden.