Modstandsmand om nazist: Hån mod danskere
Den tidligere modstandsmand fra Århus Børge Ingeman finder det forkasteligt, at århusianske Daniel Carlsen optræder i livgardens uniform foran naziflag.
Den århusianske nazist Daniel Carlsen, der tidligere har aftjent sin værnepligt ved Livgarden, optræder i en video på hjemmesiden youtube. Iført sin livgardeuniform bliver han interviewet med et stort hagekors som baggrund.
Videoen vækker harme hos århusianske Børge Ingeman, der under anden verdenskrig var med i den danske modstandsbevægelse.
- Han besudler Livgardens uniform, det er uforståeligt. Når man tænker på alle de danskere, der led under de fem forbandede år, så er det en hån mod disse danskere, at han blander uniform og hagekors sammen, siger Ingeman til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også Livgarden tager dyb afstand fra videoen og har ifølge Ekstrabladet bedt Auditørkorpset undersøge, om Daniel Carlsen overtrådte nogen regler. Men pressechef Christine Dahl siger, at der ikke er noget at gøre, da Carlsen taler om DNSB, som er et lovligt parti.