Møbelgigant er i krise
Tvilum-Scanbirk har haft et dårligt 2006 og problemerne kan føre til et salg af virksomheden
Verdens største producent af saml-selv plademøbler, Tvilum-Scanbirk med hovedsæde i Fårvang, er i krise efter et kulsort 2006, fortæller dagbladet Børsen onsdag.
Indtjeningsevnen er forværret af prishop på råvarer og hård konkurrence, topledelsen har forladt selskabet, og dystre fremtidsudsigter har fået virksomhedens amerikanske ejer, den børsnoterede møbel- og VVS-koncern Masco, til at nedskrive værdierne med halvanden mia. kr. En storstilet vækstplan er lagt på hylden, og de omfattende problemer kan ende med et salg af Tvilum-Scanbirk.
Tvilum-Scanbirks problemer skyldes især, at priserne på råvarer er steget markant, og hård konkurrence gør det umuligt at tørre prishoppene af på kunderne. Og der er ikke tale om midlertidige problemer, men forhold, der over de kommende fem år drastisk ændrer udsigterne for Tvilum-Scanbirk, vurderer Masco ifølge Børsen.