Minister om hjælp til hjemløse: Der skal strammes op

Metoden Housing First hjælper hjemløse væk fra gaden. Få får den chance. Minister vil stramme op

År for år stiger antallet af mennesker i Danmark uden et fast sted at bo. I Aarhus har stigningen været markant de sidste par år, og det er især de unge hjemløse der bliver flere af.

Sådan behøver det ikke at være, for der er en effektiv vej ud af hjemløshed. 

Læs også Mange hjemløse kommer fra veluddannede hjem

Langt flere kunne hjælpes, hvis kommunerne gav de hjemløse en billig bolig og samtidig sørgede for, at de fik hjælp til at komme ud af deres misbrug og andre sociale problemer.

Det er opsigtsvækkende, at vi udnytter den viden, vi har om Housing First, i så lille et omfang. Dét skal vi have gjort noget ved.

Mai Mercado, socialminister

Housing First hedder metoden, som er en del af regeringens hjemløsestrategi.

Men kun en ud af ti varigt hjemløse får den type hjælp, viser en ny undersøgelse fra Vive, Det nationale Forskning- og Analysecenter for Velfærd.

- Vi ved, at tilbuddet virker rigtig godt. Kombinationen af en billig bolig og en intensiv social indsats er effektiv, siger seniorforsker Lars Benjaminsen, Vive. 

Læs også 22-årige Sandra er hjemløs: Har aldrig følelsen af at være hjemme

Han henviser til, at en tidligere undersøgelse har vist, at ni ud af ti med Housing First kommer væk fra gaden og fastholder at bo i egen bolig. Mange får dertil genskabt kontakten til deres familie og børn.

Når metoden trods de gode resultater kommer så få til gavn, så skyldes det især, at der mangler billige boliger.

- En stor udfordring for Housing First er at skaffe nok boliger. Der mangler både egne boliger og botilbud ude i kommunerne. Men det er ligeså vigtigt, at den sociale støtte følger med, siger Lars Benjaminsen.

Ny strategi for at nedbringe antallet af hjemløse

Socialminister Mai Mercado (K) offentliggør i løbet af efteråret en strategi, der skal nedbringe antallet af hjemløse. Planen skal blandt andet hjælpe de hjemløse, der er uden bolig i årevis.

- Det er opsigtsvækkende, at vi udnytter den viden, vi har om Housing First, i så lille et omfang. Dét skal vi have gjort noget ved, siger Mai Mercado.

Hun peger på, at det trods boligmangel lykkes for nogle kommuner, for eksempel Odense, at skaffe billige boliger til hjemløse.

- Det viser, at det godt kan lade sig gøre, siger Mai Mercado. 

Læs også Se tallene: Så mange hjemløse er der i din kommune

Hun hæfter sig desuden ved, at undersøgelsen viser, at kommunerne tøver med at udarbejde en plan for, hvordan den hjemløse skal komme på ret køl.

- Planen er en del af lovgivningen, og derfor bliver jeg bekymret, når jeg kan læse, at kun fire ud af ti hjemløse får en sådan plan. Det er endnu en grund til, at der skal strammes op, siger Mai Mercado.

Fakta om hjemløshed og Housing First

Flere rammes af hjemløshed i Danmark. I 2017 er antallet opgjort til 6635. Det er knap 500 flere end i 2015. Det svarer til en stigning på otte procent.

Over halvdelen - 53 procent - har en psykisk sygdom. Desuden har mange et misbrug af alkohol eller stoffer.

Omkring hver fjerde betegnes som langvarigt hjemløs. De står for næsten to ud af tre overnatninger på herberger.

Housing First stammer fra USA. Metoden skal sikre, at den hjemløse som det første tilbydes en bolig med en fast, tidsubegrænset lejekontrakt.

Grundtanken er, at en stabil boligsituation er forudsætning for at forbedre psykisk sygdom, misbrug og det sociale netværk.

Målgruppen for Housing First er hjemløse, som ud over hjemløshed slås med alkohol-, stofmisbrug eller psykisk sygdom.