To millioner kroner til Studentervæksthus

Arkitektskolen Aarhus får et såkaldt studentervæksthus, hvor studerende kan få afprøvet deres iværksætterideér

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har bevilget to mio. kr. til et studentervæksthus ved Arkitektskolen Aarhus.

Ideen med væksthuset er, at studerende får adgang til at udvikle og afprøve deres ideer allerede i studietiden.

- Vi vil sætte fokus på innovation og iværksætteri. Tanken er at bygge videre på arkitektfagets stærke tradition for at starte egen virksomhed, siger leder af Efteruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus, Marius Lyhne-Knudsen, der står bag det kommende studentervæksthus.

Studentervæksthuset bliver placeret i hjertet af Arkitektskolen og får navnet Arkidea.