Metalstøv-klage behandles i minimum 12 måneder: - Jeg er meget skuffet
Et budskab om at væbne sig med tålmodighed var kernen i den information, som Syddjurs Kommune præsenterede for deltagerne i borgermøde
I Hornslet i Syddjurs Kommune klager flere borgerne over nedfald af metalstøv. Støvet kommer angiveligt fra Jernstøberiet Sabro A/S, der ligger i et industrikvarter tæt på byen.
Sagen har været i gang siden 2011, og det ser nu ud som om, at borgerne må væbne sig med endnu mere tålmodighed. Det var budskabet, da kommunen i dag indkaldte til borgermøde.
- Jeg er meget skuffet over myndighederne, det er der ikke nogen tvivl om. Kommunen har hjulpet os med at få en god rapport her i efteråret, men har nu trukket sig ud af det, fordi de ikke er myndighed over for Sabro og lagt det tilbage over til Miljøstyrelsen og så er sagen syltet igen desværre, siger indehaver af Hornslet Værktøjsfabrik Ulrik Møller.
Og det er ikke kun borgerne, der er frustreret over sagen.
- Det er jo frustrerende, netop fordi jeg ikke føler, at vi kan gøre mere, end vi har gjort, siger borgmester i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen (S).
Klage behandles i minimum 12 måneder
Sagen om metalstøvet har kørt siden 2011, hvor Syddjurs Kommune modtog de første klager i sagen. Siden da har Miljøstyrelsen først i 2012 meddelt, at metalstøvet stammer fra jernstøberiet og givet dem besked om at begrænse udledningen, for derefter i 2016 at frikende jernstøberiet for støvforurening.
Læs også
I oktober 2017 slog Miljøstyrelsen så fast, at metalstøveriet alligevel stammer fra Sabro A/S, og virksomheden fik derfor et påbud om, at finde ud af, hvor støvet stammer fra. Et påbud, som Sabro A/S har påklaget.
Afgørelsen er nu strandet ved Miljø- og Fødevareklagenævnet som har en behandlingstid på minimum 12 måneder.
Så længe klagen bliver behandlet, skal virksomheden ikke leve op til påbuddet.
- Jeg synes virkelig, at det sejler i Miljøstyrelsen, at der ikke kan træffes en afgørelse, siger byrådsmedlem i Syddjurs Kommune Jan Fischer (S).
Læs også
Overvejer at flytte virksomhed
TV2 ØSTJYLLAND har tidligere fortalt om naboer til jernstøberiet, som i flere år har klaget over støvet, da det ødelægger lakken på parkerede biler, klæber rustrødt til lygtepælene. Støvet har endda fået flere virksomheder til at overveje at rykke teltpælene op.
- Jeg er sammen med hele kommunen afhængig af erhverv i kommunen. Så er katastrofalt, at man får den udmelding, sagde Jan Fischer til TV2 ØSTJYLLAND tilbage i december-måned.
Folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) var mandag aften i TV2 ØSTJYLLAND for at svare på spørgsmål om sagen. Se mere herunder: