Knogler fundet på strand: Kan være mange tusind år gamle

Mandag fandt en borger knogler på en skråning nær stranden ved Helgenæs

03:16

Sara Caspersen gjorde noget af en opdagelse, da hun mandag gik tur på stranden med sin hund på Helgenæs. På stranden dukkede nemlig flere menneskeknogler op. Meget tyder på, at knoglerne stammer helt tilbage fra stenalderen.

- Jeg blev hurtigt klar over, at det var knogler, jeg havde fundet, og de var ikke bare fra dyr. Længden og tykkelsen passede bedre på et menneske, og den ene kunne godt ligne en lårbensknogle, siger Sara Caspersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Tollundmandens storetå undersøgt på hospitalet

Hun kontaktede politiet og delte sit fund på en Facebook-side, hvor en arkæolog straks meldte sig på banen og sagde, at det var menneskeknogler, og at de nok var ret gamle. En af knoglerne sidder fast ved en skråning langs stranden, og her var Museum Østjylland tirsdag for at se nærmere på fundet.

- Der stikker knogler ud, som er lårbensknoglerne. Den, der stikker længst ud, er den ned mod knæene. Vi håber, at resten af skelettet ligger inde under det tykke lag af grus og sten, som blev dannet i stenalderen, forklarer arkæolog hos Museum Østjylland, Esben Kannegaard.

Arkæologen tror, at knoglerne er fra netop stenalderen.

- Meget tyder på, at de har en vis alder, og jeg vil skyde på, at de er fra stenalderen og er mange tusind år gamle, siger Esben Kannegaard.

Læs også Ostefund: Brændte maden på for 3000 år siden?

Hvis der skulle gemme sig et skelet og muligvis flere arkæologiske fund under jorden på stranden, så vil der ifølge ham være tale om et meget stort fund.

- Vi håber jo på, at det er en regulær begravelse af en eller anden art, og at der måske er nogle gravgaver med, så vi for alvor kan finde ud af, hvilken tid det er fra. Så er det meget interessant, lyder det fra arkæologen.

De knogler, der allerede er dukket, er yderst velbevarede. I den kommende tid skal arkæologer fra Museum Østjylland grave efter flere fund på stedet. 

I videoen øverst i artiklen kan du se interviews med Sara Caspersen og Esben Kannegaard. Her er der også billeder af de fundne knogler.