Ostefund: Brændte maden på for 3000 år siden?

Et fund af 3000 år gamle osterester i et lerkar ved Silkeborg vidner muligvis om dårlige madlavningsevner

01:35

Arkæologerne troede, at de stod med et helt almindeligt lerkar i forbindelse med udgravningerne til Silkeborg motorvejen.

- Når vi starter med at finde sådan et lerkar, så er det ikke sikkert, vi kan bruge det til så meget andet end at det er et pænt og præsentabelt fund, siger Kaj Rasmussen, der er arkæolog og museumsinspektør på Silkeborg Museum.

Da man undersøgte karret nærmere, fandt man ud af, at der var rester af ost, produceret i bronzealderen for 3000 år siden.

Læs også Arkæologer finder gravplads fra vikingetiden nær Silkeborg

Og det er specielt. For det er første gang nogensinde, at man har fundet osterester. Det er normalt noget, der forsvinder med tiden.

- Nu bliver det pludseligt mere unikt. Fordi det kan få forskningen lidt videre. For vi vidste ikke, de producerede myseost. Det er jo en helt ny ting, siger Kaj Rasmussen.  

Ifølge arkæologerne kan det være et uheld for 3000 år siden, der ledte til det sensationelle fund.

- Jeg har en mistanke om, at det kunne være sådan en pinlig situation, hvor man bare har taget et rygende kar og bare skyndte sig at få det af vejen, siger Kaj Rasmussen.