Medie-fusion får hovedsæde i Århus
Den kommende fusion mellem Århus Stiftstidende og De Bergske Blade får hovedsæde i Århus.
Midtjyske Medier har fået topledelsen på plads forud for den fusion, der gennemføres til nytår mellem Århus Stiftstidende og De Bergske Blade.
Den fusionerede virksomhed med i alt 510 medarbejdere får sit hovedsæde i Århus og en direktion bestående af Per B. Jørgensen og Per Westergård.
De to har i dag dobbeltfunktioner som administrerende direktører og chefredaktører i de to virksomheder. I den nye virksomhed, Midtjyske Medier, bliver Per B. Jørgensen kommerciel direktør med ansvar for administration, økonomi, salg og teknik, mens Per Westergård bliver ansvarshavende chefredaktør med ansvar for redaktionel drift og udvikling.
Derudover indtræder to nye direktører i ledelsen. Kim Harboe, der kommer fra Nordjyske Medier, bliver markedsdirektør med ansvar for annoncesalg, bladsalg og marketing, mens økonomidirektør Frank Tümmler hentes fra en stilling som økonomichef på Hornslet Bogtrykkeri.
I forbindelse med fusionen indtræder Per B. Jørgensen i Det Berlingske Officins ledergruppe, hvor han specielt skal tage sig af koncernens samlede regionale medieinteresser.
Midtjyske Medier omfatter seks dagblade, 20 ugeaviser, en række online-tjenester og to radiostationer. /ritzau/