Massiv interesse for at løbe med Kronprinsen: Kun én chance tilbage

Torsdag aften måtte Royal Run Aarhus 2019 melde udsolgt. Nu er der kun én mulighed mere for at løbe med Kronprinsen.

Anden udgave af Royal Run med deltagelse af Kronprins Frederik er nu udsolgt i Aarhus. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Anden udgave af Royal Run med deltagelse af Kronprins Frederik er nu udsolgt i Aarhus. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

1 af 2

Efter blot to uger må arrangørerne af Royal Run 2019 i Aarhus melde udsolgt af de 16.000 billetter. Salget af dem er gået over al forventning. Hvis du vil løbe med Kronprinsen i år, er du derfor nu nødt til at tilmelde dig et andet løb.

- Det er helt vildt. Det er en fantastisk opbakning. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal byde Kronprinsen velkommen til en kæmpe løbefest. Aarhus er enestående løbeby med en et unikt forhold til Kronprinsen og hele Kongefamilien, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad (RV), i en pressemeddelelse.

Det er helt overvældende. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det kunne gå så stærk.

Lars Nielsen, Aarhus 1900

Torsdag eftermiddag meldte arrangørerne af Royal Run ud, at der var tæt på udsolgt, og den nyhed spredte sig som en steppebrand på de sociale medier.

Kun få timer senere, præcis kl. 20.21, var de sidste 1000 pladser så væk.

- Det er helt overvældende. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det kunne gå så stærk. Jeg håber, de, der ikke har fået sig tilmeldt, vil deltage som tilskuere og være med til at skabe en festlig ramme om løbet, siger Lars Nielsen fra Aarhus 1900, der står for løbsafviklingen i Aarhus.

00:29

VIDEO: Kronprins Frederik fortæller her om sin oplevelse med Royal Run 2018. 

Luk video

En dag i motionens tegn

I alt fordeler de 16.000 pladser sig på 4.500 på milen. 7.000 på 5 km og 4.500 på 10 km.

Royal Run løb første gang af stablen i 2018 som en del af fejringen af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Her løb 70.000 med i landets fem største byer, og da det blev en så stor succes, vælger arrangørerne så altså at gentage løbet.

Læs også Royal Run vender tilbage - her kan du løbe med

Denne gang bliver det den 10. juni i Aarhus, Aalborg og København. Kronprinsen selv løber naturligvis igen med og glæder sig.

- Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag, fortæller Kronprinsen i en pressemeddelelse.

Ledige pladser til andet løb

Står du nu uden billet og alligevel godt kunne tænke dig at løbe med Frederik, så er der faktisk en sidste chance.

Kronprinsen løber nemlig også med, når Aarhus den 30. marts er vært for VM i Cross omkring Moesgaard, og her er der ledige pladser.

At landets Kronprins har lyst til at være med, er for os den absolut bedst tænkelige start på et stort løbeår med VM Cross, Royal Run 2019 og over 1.000 motionsløb landet over.

Jakob Larsen, direktør Dansk Atletik Forbund

Det er dog ikke den royale titel, der gør, at Kronprinsen får lov at løbe side om side med de professionelle løbere. Det skyldes derimod, at man for første gang nogensinde i VM Cross-historien har besluttet at afholde et åbent løb, hvor alle kan tilmelde sig distancerne fra 2-12 kilometer samt en stafet på 4x2 kilometer.

- At landets Kronprins har lyst til at være med, er for os den absolut bedst tænkelige start på et stort løbeår med VM Cross, Royal Run 2019 og over 1.000 motionsløb landet over, siger Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund, i en pressemeddelelse.

Læs også Kronprinsen varmer op til Royal Run: Stiller op i endnu et løb

Cross Country er en af verdens ældste løbediscipliner og kaldes på dansk terrænløb. Derfor løber VM-ruten i Aarhus' naturområde omkring Moesgaard Museum og går blandt andet hen over museets tag.

VM i Cross 2019

NAVN: IAAF/Mikkeller World Cross Country Championships Aarhus 2019

 

DATO: Lørdag 30. Marts 2019

 

STED: Moesgaard Museum, Aarhus

 

ARRANGØR: Dansk Atletik 

 

PARTNERE: Mikkeller, Sport Event Denmark og Aarhus Kommune

 

TILMELDING OG INFO: Aarhus2019.dk

 

OM CROSS: "Cross" er den danske betegnelse for "Cross Country", som betegner løb gennem terræn, væk fra veje og stier, ofte i udfordrende terræn.

 

VM CROSS HISTORIE: VM Cross er atletikkens ældste og mest traditionsrige mesterskab og betegnes ofte som det sværeste VM at vinde indenfor atletikken, da man samler løbere på tværs af atletikkens mange distancer, og hvert land kan stille med dobbelt så mange udøvere, som ved andre VM og OL.

 

VM CROSS DISTANCER: VM består af fem officielle konkurrencer: 10 km for hhv. mænd og kvinder, 4x2 km stafet for mix hold (2 mænd, 2 kvinder), 8 km for U20 mænd og 6 km for U20 kvinder. 

 

VM CROSS 2019 FOR ALLE: Alle almindelige løbere har mulighed for at løbe 4x2 km stafet, 2 km eller en særlig cross-trail distance på 4, 8 og 12 km.

 

Kilde: Dansk Atletik Forbund