Marius fandt knoglerester fra hund: - Det var meget lækkert
Alle, der har lyst, kan i disse dage få lov til at prøve kræfter som arkæolog. I Ry kan man nemlig hjælpe til med udgravningen af en gammel fattiggård
Det er normalt kun forbeholdt professionelle arkæologer at deltage i udgravninger af fortidens spor. Men sådan er det ikke i Kildebjerg Ry i disse dage. Her kan alle interesserede over ni år nemlig deltage i udgravningen af en fattiggård fra slutningen af 1800-tallet.
Én af deltagerne er 12-årige Sophia Dixen fra Ry. Hun bruger en del af sin efterårsferie på at hjælpe til med udgravningerne af fattiggården:
- Jeg tænkte, det kunne være sjovt at prøve. Nok fordi det er meget anderledes end så meget andet, siger Sophia Dixen til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom deltagerne ikke har lige så stor erfaring med udgravninger som arkæologerne, skal de ikke være nervøse for, om de kommer til at ødelægge noget undervejs.
- Det vil ikke være ting, som bliver gemt på museum ret meget af det. Så det gør ikke noget, hvis der ligesom lige er noget, der brækker eller noget, der går galt, siger Louise Søndergaard, der er arkæolog ved Museum Skanderborg, til TV2 ØSTJYLLAND.
Potteskår, pibehoveder og penge
Indtil videre er det primært helt almindelige ting fra en gammel fattiggård, der er fundet i udgravningen. Der er blandt andet fundet en del potteskår, tøndebånd og zinkspande. Men en pige fandt tirsdag formiddag noget lidt særligt i jordbunkerne:
- Der var en pige i formiddag, der fandt to hestesko lige før hun fandt en mønt. Og man må sige, at en mønt på en fattiggård er da lidt af en sensation, fortæller Louise Søndergaard.
En anden ung deltager i udgravningen ved Ry fandt desuden knoglerester fra en hund.
- Det var meget lækkert, fordi så ved man, at der fandtes hunde dengang, siger 11-årige Marius Bendix Buchhave til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Området ved Kildebjerg Ry er i stor udvikling. Her bliver der bygget nye parcelhuse, men for tiden er det altså ikke kun de store gravemaskiner, der rumsterer i området. Men selvom fattiggården er er mindre end 200 år gammel, er den stadig spændende for de arkæologer, der er med til udgravningen:
- Set med arkæologiske øjne er alt historie jo sindssygt spændende, siger Louise Søndergaard.
Skulle man have en lille arkæolog i maven, kan man stadig nå at tilmelde sig udgravningen her i efterårsferien. Det kan man gøre på Museum Skanderborgs hjemmeside.
Du kan se hele indslaget om udgravningen øverst i artiklen.