Malerfirma kan få besøg af Datatilsynet
Malerfirmaet i Harlev, der har offentliggjort overvågningsbilleder af en tyv, kan se frem til en henvendelse fra Datatilsynet.
Det er ikke tilladt at udstille andre mennesker via billeder på internettet.
Heller ikke selvom personen på billedet er en indbrudstyv.
Derfor kan medindehaveren af S.P. Malerfirma i Harlev, Lis Christensen, forvente, at Datatilsynet henvender sig i sagen, hvor man efter to indbrud og ingen anholdelser har valgt at offentliggøre billeder af tyven. Det skriver P4 Østjylland.
Billederne stammer fra firmaets overvågningskameraer og er lagt ud på malerfirmaets hjemmeside, da henvendelser til politiet, ifølge Lis Christensen, ikke har givet noget resultat.
Lis Christensen er klar over, at det ikke er tilladt at offentliggøre billederne, men forklarer, at hun har fortalt politiet om det.
Den køber man dog ikke hos Datatilsynet.
- Det er ikke okay. En sandsynlig konsekvens er, at Datatilsynet går ind i sagen, siger kontorchef hos Datatilsynet, Lena Andersen.