Mænd overser kræft: Der gik over et år før Ulrik fik tjekket modermærke

Mange mænd overser alvorlige symptomer på kræft. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

02:12

VIDEO: Der gik over et år, fra Lillian Søgaard Hansen første gang opfordrede sin mand til at gå til lægen med sit modermærke, til han faktisk gjorde det.

Det var ikke Ulrik selv, der opdagede, at der var noget galt. Det var hans kone Lillian. Hun lagde mærke til, at der var noget ved modermærket på hans ene skulder, der ikke var, som det skulle være.

- Det ændrede karakter fra bare at være et modermærke til at ligne en udsplattet ært. Det blev større, det skiftede facon, og det skiftede farve, siger Lillian Søgaard Hansen fra Thorsager til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ny test kan opspore tilbagefald af kræft

Hun opfordrede derfor sin mand til at gå til lægen og få det tjekket. Flere gange. Men det ville Ulrik ikke.

Lillian Søgaard Hansen blev ved og ved med at sige til sin mand, at hun skulle få sit modermærke tjekket hos lægen. Men der gik over et år, før han fik det gjort. 

- Det generede mig jo ikke. Jeg husker, at det kløede lidt engang imellem. Men man har jo indtrykket af, at kræft det skal du kunne mærke, siger Ulrik Søgaard Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men det var alligevel kræft, der sad der på Ulriks skulder. Det fandt han ud af, da han endelig gik til lægen i sommeren 2017 - over et år efter, hans kone første gang havde opfordret ham til det. 

- Jeg havde ondt i maven. Jeg var bange for, at det var vores sidste sommer sammen, siger Lillian Søgaard Hansen.

Vigtigt at være opmærksom på symptomer

Ulrik Søgaard Hansen er langt fra den eneste mand, der tøver med at opsøge lægen med kræftsymptomer. 

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at det særligt er tre symptomer for kræft, som mænd overser. Nemlig synkebesvær, vedvarende hoste og ændret afføringsmønster.

Det generede mig jo ikke. Jeg husker, at det kløede lidt engang imellem. Men man har jo indtrykket af, at kræft det skal du kunne mærke.

Ulrik Søgaard Hansen, tidligere ramt af modermærkekræft

Men det er vigtigt, at man tager symptomerne alvorligt. I 2017 døde 1766 mænd af kræft i Region Midtjylland.

Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse nu kampagnen De 7 tegn, som skal gøre danske mænd opmærksomme på de mest almindelige tegn på kræft. På listen finder man også ændrede modermærker.

Her ses de syv mest almindelige tegn på kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse

- Hvis ikke du gør det, så gør jeg

I dag har Ulrik Søgaard Hansen fået fjernet sit modermærke, og han er helt rask.

- I dag ville jeg nok reagere på en anden måde, men det er jo selvfølgelig, fordi jeg er blevet klogere. Der var jo ikke sket noget ved at tage til lægen et år før eller mere. Det ville have taget to minutter, og så kunne hun have fortalt mig, om der var noget, eller der ikke var noget, siger han.

Ulrik Søgaard Hansen fik konstateret kræft i sommeren 2017. - Jeg havde ondt i maven. Jeg var bange for, at det var vores sidste sommer sammen, siger Lillian Søgaard Hansen. I dag er han heldigvis rask igen. 

Også hans kone Lillian Søgaard Hansen ville have handlet anderledes i dag.

- Jeg ville sige, hvis ikke du går til lægen selv, så bestiller jeg en tid til os begge to, for jeg tror, vi skal have kigget på det. Men jeg var nok for optimistisk dengang. Jeg fejede det ind under gulvtæppet, siger hun.

Jeg tror, vi skal helt tilbage til det der med, at manden er den, der passer på familien og skaffer føden. Jeg tror, det ligger i baghovedet, at hvis man er et mandfolk, så bliver man ikke syg. Men det passer jo ikke.

Ulrik Søgaard Hansen, tidligere ramt af modermærkekræft

Ifølge Henrik Kruse, der er rådgivningsleder i Kræftrådgivningen Aarhus, er det generelt en svær opgave at overbevise en mand om, at han skal gå til lægen.

- Vi mænd kan være ret stædige, når det gælder vores sundhed, og hvad vi mener, der er i vejen. Men man må forsøge alt, hvad man kan og sige: ”Det har faktisk også betydning for mig, om du vælger at tage din sundhed alvorligt,” lyder det.

Læs også Sygeplejerske om milliardbesparelse: - Jeg tror, sygehuset brænder sammen

Ulrik Søgaard Hansen har også selv et bud på en forklaring på, hvorfor han – og andre mænd – er svære at lokke til lægen.

- Jeg tror, vi skal helt tilbage til det der med, at manden er den, der passer på familien og skaffer føden. Jeg tror, det ligger i baghovedet, at hvis man er et mandfolk, så bliver man ikke syg. Men det passer jo ikke, siger han.