Mads Agesen: FCK har ligaens bedste angrebsduo
FC København er en stærk modstander uanset, hvem de vælger, og de har ligaens bedste angrebsduo, lyder det fra Mads Agesen
Randers FC skal en tur til Parken for at møde FC København i morgen, onsdag, og der findes vel ikke sværere opgaver i dansk fodbold lige nu, for københavnerne indtager førstepladsen i Superligaen og har lige vundet 6-2 over topholdet AaB.
FC København vil uden tvivl bruge pokalkvartfinalen til at give spilletid til de spillere, der normalt ikke får så mange minutter i benene, men Ståle Solbakken sender alligevel et kvalificeret mandskab på græs i Parken.
- De kan jo vælge og vrage mellem 22 spillere og alligevel stille et stærkt hold, så det får ikke den store betydning, siger Randers FC's midterforsvarer Mads Agesen til tv2oj.dk.
FC København så nærmest frygtindgydende ud i søndagens kamp mod AaB, og der var optræk til flere københavnske scoringer end de seks, der gik ind bag AaB-keeperen.
Gode angribere
- De har fire sindssygt gode angribere i Federico Santander, Bashkim Kadrii, Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen, og Nicolai Jørgensen og Federico Santander er vel ligaens bedste angrebsduo, lyder det fra Mads Agesen.
Hvis det skal blive til kronjysk succes i hovedstaden, så kræver det, at de gode gamle Randers-dyder kommer i højsædet igen.
Efter nederlag: Agesen efterlyser vilje
- Det er en stor kamp for os, og vi skal give den en skalle. Vi skal være det gamle Randers-hold, der er pisse svært at spille mod, vi skal stå fast, og så skal vi skabe noget mere i offensiven, fortæller Mads Agesen.
Det bliver blandt andet hans og resten af bagkædens opgave at lukke ned for spillet i mellemrummene, at stå kompakt og cleare indlæggene.
Randers FC har kvalificeret sig til kvartfinalen i DBU Pokalen via sejre over FC Sønderborg og FC Helsingør, og hvis Colin Todds mandskab vinder over FC København, så venter der to semifinaleopgør mod Brøndby IF i april.
I aften, tirsdag, sender TV 2 | ØSTJYLLAND Fodbold med Horup, og her gæster AGF's cheftræner Glen Riddersholm studiet sammen med Thomas Thomasberg, der er 1st team coach i Randers FC.
De vil blandt andet komme ind på de uskrevne regler i omklædningsrummet og hvor grænserne går i forhold til, hvad man skal acceptere.
Glen Riddersholm vil også fortælle lidt nærmere om, hvad den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen skal bidrage med i AGF.
Se med på TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag klokken 19.50.