Målmand har succes: Nu vil han ikke til Randers

Randers Håndbold må hæve kontrakten med ny målmand. Han er pludselig blevet ombejlet

Billedet af Søren Haagen her er 18 år gammelt og fra en VM-kamp mod Algeriet. Den danske veteran er dog stadig efterspurgt for sine evner. Foto: Ernst van Norde - Scanpix

Randers Herre Håndbold har måttet løse sin nysignede keeper fra kontrakten før han overhovedet er startet i klubben.

Veteranen Søren Haagen, som ville have været 44 år, når kontrakten med Randers udløb har oplevet en opblomstring i sin karrieres efterår, som målmand for Ribe-Esbjerg, som har øget interessen for ham fra andre klubber.

Læs også Landsholdsdebut i 1994: Nu skriver han med Randers HH

Søren Haagen og Randers HH indgik tidligere på året en aftale, men keeperens præstationer i Ribe-Esbjerg i foråret har 'forårsaget interesse fra flere ligaklubber', som Randers Håndbold udtrykker det.

Og efter ønske fra Søren Haagen har klubben valgt at ophæve kontrakten.

 - Vi havde glædet os meget til at se Søren i Randers-målet så det er naturligvis en ærgerlig og uheldig situation. Omvendt har vi ingen interesse i at holde på spillere der ikke ønsker at være her og da vi har fået, hvad vi føler er en rimelig kompensation, har vi valgt at lade Søren forlade klubben og fortsætte karrieren et andet sted. Det ønsker vi ham al mulig held og lykke med, siger formand i Randers Herre Håndbold Flemming Olsen.

Læs også Officielt: Her fortsætter forsvarsgeneral sin karriere

Han oplyser, at klubben allerede er i gang med at sondere terrænet for en afløser på målmandsposten, men at der ikke er noget på plads.