Løber 70 km i bjergene
Nyt ekstremløb i Nationalpark Mols Bjerge
Glem alt om solbeskinnede marathonløb på flade ruter i London og Berlin. Vil man for alvor udfordre sig selv, snører man skoene og bevæger sig ud i den østjyske natur midt om vinteren.
I næste weekend ser et nyt ekstremløb dagens lys. Løbet hedder Vinter Ultra Mols Bjerge og afholdes over to dage i Nationalpark Mols Bjerge.
I forbindelse med løbet skal de 120 deltagere hver løbe ca. 70 km gennem hårdt terræn. Deltagerne er inddelt i 60 hold.
Op i fregattens master
Undervejs på ruten skal deltagerne finde vej mellem forskellige poster via GPS, ligesom de skal klatre op i masterne på Fregatten Jylland i Ebeltoft. Her skal de også overnatte under dæk på skibet.
- Først og fremmest handler løb om glæde og hygge for os. Glæden ved at opleve naturen og samværet med andre mennesker. Vi hygger os, når vi løber en lang tur sammen med vennerne på en søndag på samme måde, som folk hygger sig foran fjernsynet, siger en af de to arrangører, Thomas Kjerstein, i en pressemeddelelse.
Det østjyske ekstremløb begynder lørdag den 2. februar og slutter dagen efter.