Lie Kaas optager i Silkeborg
Fint besøg i Silkeborg, når der optages dansk biograffilm i byen for første gang siden 1978
Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm og den svenske stjerne Michael Nyqvist kigger forbi Silkeborg i tre uger fra den 28. september.
Det gør de, fordi de alle spiller med i filmatiseringen af Christian Jungersens bog 'Du Forsvinder', som altså skal optages i Silkeborg-området.
Det er første gang siden 'Mig og Charly' i 1978, at en dansk spillefilm optages i Silkeborg.
Borgmester Steen Vindum (V) er stærkt begejstret for det fine besøg.
- Det er fantastisk, at Zentropa har valgt at lægge optagelserne til en film med internationalt potentiale her i Silkeborg. Selskabet har valgt Silkeborg, fordi området tilbyder de helt rigtige locations og kan løfte optagelserne til sådan en storfilm. Vi glæder os til samarbejdet med Zentropa og til at få de anerkendte skuespillere ind som en del af bybilledet. Optagelserne kommer til at ske flere steder i kommunen og giver mulighed for, at både borgere og erhvervsliv kan opleve processen på nærmeste hold, siger borgmester Steen Vindum i en pressemeddelelse.
Filmen instrueres af Peter Schønau Fog, og det er Zentropa, der er producent.
Filmen har et budget på 26 millioner kroner, og der forventes premiere i februar 2017.