Let at skaffe sprut og tobak via internettet

Børn under 16 år har let ved at skaffe øl, sprut og cigaretter via internettet. Direktør for portalen Just-Eat vil stramme op.

Genrefoto.

Børn under 16 år kan uden problemer købe sprut og cigaretter via internettet.

Metoden er enkel: Gå ind på nettet, bestil en pizza og bestil samtidig tobak og alkohol.

Når varerne bliver bragt til døren, er risikoen for, at budet vil se et ID-kort, minimal. Det viser en undersøgelse, som Århus Stiftstidende har foretaget.

Den landsdækkende internetportal Just-Eat med hovedsæde i Århus er et af de steder, unge ulovligt kan købe spiritus. Her er direktør Morten Larsen chokeret over, at flere forretninger, der er tilmeldt hjemmesiden, ikke fører bedre kontrol med de unge.

- Det er ikke i orden. Ganske enkelt. Så det skal der gøres noget ved. Vi vil nu gå i dialog med de virksomheder, der ikke overholder reglerne, for at få dem til at stramme op, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Morten Larsen understreger, at det, så vidt han ved, kun er to ud af de i alt 920 forretninger, der er tilmeldt Just-Eat, der ikke overholder reglerne.