Kranførere i strejke

50 kranførere på Århus Havn har nedlagt arbejdet. Strejken betyder, at skibe ikke kan lastes og losses.

De cirka 50 kranførere på Århus Havn besluttede på et fagligt møde mandag morgen at nedlægge arbejdet.

Ifølge gruppeformand Hans Sig Nielsen fra 3F i Århus skyldes arbejdsnedlæggelsen, at kranførerne er utilfredse med, at deres arbejdsforhold efter deres mening har udsigt til at blive forringet.

Strejken betyder, at de skibe, der anløber Århus Havn, ikke kan lastes eller losses.

Arbejdet bliver formentlig genoptaget i morgen, tirsdag.