Knud has left the building

Østjylland er sluppet billigt

I Randers har der været vindstød i underkanten af stormstyrke, men ved Horsens har vinden ikke blæst så kraftigt (genrebillede). Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

En storm i et glas vand.

Sådan kan man nogenlunde roligt betegne stormen Knud, der 'hærgede' fredag eftermiddag og aften og delvist natten til lørdag. 

- Østjylland er sluppest billigst. Uvejret er kommet fra vest, så man ligger lidt i læ i Østjylland. Men der er forskel på, om du bor i Horsens eller Randers. I Randers har der været vindstød lige i underkanten af stormstyrke, siger Frank Nielsen, der er vagthavende hos DMI, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Knud kommer - det skal du passe på i en tidlig efterårsstorm

Der har dog været voldsom vind mere vest- og nordpå, så meteorologerne har ikke løjet for den danske befolkning. I Thy, Vendsyssel og Hirtshals har der således været vindstød af stormstyrke, fortæller Frank Nielsen.

Lørdag morgen er det kraftige blæsevejr afløst af regn flere steder i det østjyske. 

- Knud har forladt os, siger Frank Nielsen.

Heller ikke politimæssigt har blæsevejret resulteret i opgaver, oplyser Østjyllands Politi lørdag morgen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Guide: Undgå skader på huset, når stormen rammer

De østjyske veje har ikke været hårdt ramt af nedfaldne træer og grene. Foto: Morten Dueholm - Ritzau Scanpix

Regn og torden

Stormen Knud har heller ikke haft den store impakt på trafikken i det østjyske, oplyser Vejdirektoratet. 

- Der har været nogle grene, der røg ned, men det har været en blid omgang. Der var lidt vind på nogle af broerne, så man lige skulle holde godt fast i rettet, men ellers ikke noget, siger Jimi Nyrup, der er vagthavende trafikcentret.

Lørdag vil fortsat være blæsende og med byger, der lokalt kan være med torden. Der skal dog også komme sol ind imellem, lyder det fra DMI.

Temperaturene lørdag vil være mellem 13 og 15 grader. I aften og i nat vil der gradvist komme færre byger og til dels klart vejr.

Læs også Aarhus Letbane udskyder letbaneåbning i Grenaa