Kinesiske byer kæmper om at lave tro kopi af Randers

Projektet med at bygge en kopi af Randers i Kina skrider fremad. Folkene bag forventer, at en aftale er på plads omkring årsskiftet

En by i Kina får engang i fremtiden en kopi af Randers Midtby. Foto: Knud Erik Christensen, Colourbox

I sommer ramte nyheden om, at kinesere havde kastet deres kærlighed over den kronjyske by Randers i en sådan grad, at et firma ville lave en kopi af Randers' bymidte i Kina – i fuld størrelse. Drømmen er kommet tættere på.

Det garanterer erhvervs- og udviklingschef i Randers Kommune, Dennis Jensen, over for TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kina vil lave en tro kopi af østjysk midtby

Rent faktisk er der kamp om at få lov til at bygge Randers-kopien.

- To byer fra Shanghai-området er i forhandlinger om at få lov. Det er byggekonsortiet, der skal finde byen, og i forhold til kontrakten skal Randers Kommune, regnskoven og flere andre også godkende, siger Dennis Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

To byer fra Shanghai-området er i forhandlinger om at få lov.

Dennis Jensen, erhvervs- og udviklingschef i Randers Kommune

Planen er nemlig, at det kinesiske firma 'Andersen Paradise' skal bygge stort set alt fra den kronjyske bymidte og kopiere til Kina. Så Randers Regnskov, det gamle rådhus, Niels Ebbesen og så videre skal med østpå.

01:31

VIDEO: I juni kom det frem, at Randers var klar til det utraditionelle eksporteventyr i Østen. Se et interview med Dennis Jensen fra dengang her.

Luk video

Bliver færdig i 2020

Dennis Jensen forventer, at kontrakten bliver skrevet under omkring årsskiftet, og så kommer en delegation af kinesere til Randers. De skal rundt og fotografere alle hjørner og kanter af bymidten, så arkitekter og ingeniører kan gå i gang med kopiarbejdet.

Herefter går håndværkere i gang med at bygge, og i Kina er det en imponerende proces.

Læs også Kinesere til kaffe og kringle: Dansk hygge tiltrækker turister

- Jeg tror, at de regner med at være færdige i løbet af 2020, det går stærkt i Kina. Man kniber sig selv i armen, når man hører, at det kan lade sig gøre at bygge Randers på så kort tid, siger Dennis Jensen.

01:55

Når Kina får en kopi af Randers, bliver det inklusiv Randers Regnskov. Betingelsen er, at de behandler dyrene og naturen lige så godt, som de gør i den randrusianske regnskov. 

Luk video

Et af de mere bemærkelsesværdige steder, som kommer med til Kina, er Randers Regnskov. Her er direktøren stolt over, at nogen vil kopiere stedets idé, men først og fremmest er han glad for, at kineserne køber ind på konceptet.

Randers Regnskov har nemlig kun bakket op om projektet, fordi præmissen er på plads.

01:58

VIDEO: I maj var der inviteret gæster fra Kina ind i private hjem i Randers, for at de kunne opleve, hvad dansk hygge er. Video: Frans Novak

Luk video

Får hele regnskoven

- Når man kigger ud i en verden, hvor truede dyr er ved at blive udryddet, så ender de dyr ofte på de kinesiske markeder. I stedet for at læne sig tilbage og sige, at det er for dårligt, så vil vi hellere gøre noget, siger direktør Henrik Herold til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Randers Regnskov er med i alle de kvalitetssamarbejder, vi kan komme med i, og når der skal være en kopi af os i Kina, er det hele regnskoven. Vi skal lære kineserne, hvordan man passer på naturen.

Når der skal være en kopi af os i Kina, er det hele regnskoven. Vi skal lære kineserne, hvordan man passer på naturen.

Henrik Herold, direktør Randers Regnskov

Og den tanke har kineserne accepteret, så udover synlig tilstedeværelse i det store land mod øst, får Randers-kopien altså formentlig også andre sideeffekter.

Dennis Jensen håber ligeledes på, at en kopi af Randers vil styrke byens image, skaffe turister til og ikke mindst booste erhvervssamarbejdet med det store land.

Findes i forvejen

- Vi har allerede fået flere kinesiske turister i Randers, og det er planen, at det gamle rådhus' kopi i Kina skal være et formidlingscenter for byen. Her vil eksempelvis lokale virksomheder kunne vise deres produkter frem, fortæller erhvervschefen.

I forvejen findes der allerede en kinesisk kopi af en engelsk landsby og en hollandsk by, så konceptet er altså ikke helt ukendt i Kina.

02:10

VIDEO: Peter Westphael fra Randers Egensteater kom i videoen her fra juni med bud på, hvad kineserne skal have med i deres kopiby.

Luk video