Kim faldt 12 meter ned fra klatrevæg: Attraktion holder fortsat lukket

Klatreautomaten i Randers' højsæson kunne have været børnenes vinterferie, men stedet må holde lukket efter en ulykke i december sidste år.

Efter en faldulykke fra en klatrevæg har Klatreautomaten i det nordlige Randers holdt lukket i over to måneder. Foto: Genrefoto / Colourbox

Klatreautomaten i det nordlige Randers har måtte holde lukket siden 1. december efter en alvorlig ulykke. Foto: Google Street View

1 af 2

1. december 2018 blev en skæbnesvanger dag i Kim Frandsen fra Randers' liv. Her skete det, der bare ikke må ske hos Klatreautomaten. Under en klatretur skete et sikkerhedsbrist, og Kim faldt 12 meter i frit fald med store skader til følge.

Attraktionen i den nordlige del af Randers har siden holdt lukket for at få styr på sikkerheden. Det fortæller ejeren Kim Vinther til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Attraktion uddeler gratis årskort

- Der pågår stadig tekniske undersøgelser hos Teknologisk Institut i Aarhus. Her kigger man nærmere på vores autobelay - den automatiske sikring - som man mistænker var skyld i fejlen, siger han.

Før Klatreautomaten har fået fuldstændig klarhed over, hvordan ulykken kunne ske, og hvad der skal til, for at den ikke sker igen, holdes der lukket.

Klatreautomaten ligger med adressen Hadsundvej 164a i det nordlige Randers.  Foto: Google Maps

Flækkede brystkassen på tværs

Hvis autosikringen havde virket efter hensigten, ville Kim Frandsen aldrig været faldet de mange meter ned. Et frit fald der kostede ham alvorlige skader.

Da jeg faldt, troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg er sluppet uden hovedskader og har nok været heldig.

Kim Frandsen, offer for faldulykke

- Jeg knuste begge mine hæle, tre tæer på højre fod, brækkede fire lændehvirvler i ryggen og flækkede min brystkasse på tværs. Jeg kom hjem fra sygehuset lige inden jul, og er nu i gang med genoptræningen, siger Kim Frandsen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg får mén efter ulykken og vil have smerter i fødderne resten af mit liv, fortsætter han.

Lægerne frygtede en overgang, at hans ene hæl ikke stod til at redde, men det lykkes. Dog forventes det altså, at han vil have smerter for altid.

Alligevel bærer Kim Frandsen ikke nag.

Troede han skulle dø

- Jeg har ikke noget at udsætte på Klatreautomaten, det har altid virket til, at de har styr på tingene. Vi har siden ulykken haft en god dialog, og de fulgte med på sygehuset. Jeg synes faktisk, at det er lidt synd for ejerne, for stedet er et godt initiativ, lyder det fra ham.

Klatreautomaten åbnede i november 2017 og havde altså haft åbnet i lidt over et år, inden ulykken indtraf.

Læs også Alder ingen hindring: Dieter er 77 år og mester i at klatre

- Jeg har hele tiden forsøgt at være positiv og tænke på, at jeg er i live. Da jeg faldt, troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg er sluppet uden hovedskader og har nok været heldig, siger Kim Frandsen.

Rent faktisk kunne randrusianeren godt se sig selv klatre igen, men lige nu er der lang vej igen. Både fordi Kim Frandsen lige nu går på krykker og kun må støtte på sin højre fod. Og fordi Klatreautomaten er lukket på ubestemt tid.

00:56

VIDEO: I november sidste år var Nordens bedste klatrere samlet i Gellerup til stort stævne.

Luk video

Driftstab hver dag

Indehaveren af attraktionen håber dog på at åbne igen.

- Lige nu er det meget frustrerende, der er jo driftstab hver dag. Vi arbejder på at åbne, men vi skal være helt sikre på, at en ulykke ikke sker igen, siger Kim Vinther.

En ekstra udfordring kan så vise sig at blive den erstatningssag, som Klatreautomaten eller muligvis producenten af den automatiske sikring kommer til at stå overfor.

Lige nu er det meget frustrerende, der er jo driftstab hver dag. Vi arbejder på at åbne, men vi skal være helt sikre på, at en ulykke ikke sker igen.

Kim Vinther, ejer Klatreautomaten

For selvom Kim Frandsen ser positivt på livet, vil han stadig sikre sig mod fremtiden og har sat en advokat på at kræve en erstatning for ulykken.

- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke rigtig sige så meget mere. Vi er nødt til at afvente de tekniske undersøgelser, lyder det i den sammenhæng fra ejeren af Klatreautomaten.