Kan hun gøre 'Rasmussen' kunsten efter? - 11-årig østjyde klar til MGP

Som den eneste østjyde er 11-årige Mille Liendgaard udvalgt til lørdagens MGP-finale i Gigantium i Aalborg

02:22

11-årige Mille fra Risskov er klar til årets MGP-finale.

Taskerne er pakket, bilen er fyldt og ukulelen er med på forsædet.

Der begynder at komme nerver på. Jeg er lidt nervøs, kan jeg mærke.

Mille Liendgaard, MGP-deltager

Den 11-årige østjyde Mille Liendgaard og hendes familie er klar til MGP. En dag familien har ventet på i mange år. 

Familien kørte torsdag morgen fra hjemmet i Risskov mod Aalborg, hvor MGP-finalen løber af stablen lørdag aften. Milles sang ”Til næste år” er udvalgt blandt over 700 sange, og hun er én af de ti finalister, der skal spille i Gigantium foran 4500 tilskuere.

Læs også Østjysk vikingesang vinder melodigrandprix

Den 11-årige pige kan da også så småt begynde at mærke sommerfuglene titte frem i maven.  

- Der begynder at komme nerver på. Jeg er lidt nervøs, kan jeg mærke, siger Mille Liendgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er ikke kun hos Mille, at nervøsiteten så småt har sat ind.  

- Den sidste uge har været med kriller i maven. Men vi synger bare og har det dejligt, siger Hanne Liendgaard, der er mor til Mille.

Selvom nervøsiteten er til stede, er den blot 11-årige sanger på ingen måde afskrækket.

- Jeg tror, det bliver helt vildt fedt, og det gælder om at give den gas. Det sker jo kun én gang, siger Mille.  

MGP-vindere gennem tiden

2000: "Sort sort snak" - FemininuM
2001: "Du har brug for mig" - Sisse Søby
2002: "Kickflipper" - Razz
2003: "Arabiens Drøm" - Anne Gadegaard
2004: "Pigen er min" - Cool Kids
2005: "Shake, shake, shake" - Nicolai Kielstrup
2006: "Tro På Os To" - SEB
2007: "Til solen står op" - Amalie Høegh
2008: "En for alle, alle for en" - The Johanssons
2009: "Kun min" - Pelle B
2011: "Tro på dig selv" - Chestnut Avenue
2012: "Jeg bli’r ved" - Energy
2013: "Den første autograf" - Kristian
2014: "Du Ser Den Anden Vej" - Emma Pi
2015: "Du du du" - Flora Ofelia
2016: "Bar' for vildt" - Ida og Lærke
2017: "Frikvarter" - Bastian

Sang med dyb mening

Mille har selv skrevet ”Til næste år”, der tager udgangspunkt i årstiderne, og handler om at både voksne og børn skal være mere nærværende.

- Det er helt vildt fedt, at sangen skiller sig ud, siger Mille Liendgaard om sin egen sang.

Sangen får også store roser fra mor-Hanne.

- Det er en rigtig smuk sang, Mille har skrevet.  Og den tegner et billede, af den hun er, siger Hanne Liendgaard.

Du kan høre Milles sang "Til næste år" lige her.

Har forsøgt i mange år

Jeg tror ikke, nogen af os har forstået, at vi faktisk skal til MPG

Hanne Liendgaard, mor til Mille

Milles sang klarede nåleøjet og blev udvalgt blandt de over 700 sange, som DR har modtaget. Først blev antallet af deltagere skåret ned til 60, som gik videre til MGP-workshops, hvor børnene arbejdede med deres sange i selskab med professionelle producere og musikere. Og herefter blev Milles sang udvalgt som en af de ti bedste.

Læs også Overvældet østjysk grandprixvinder: Det er surrealistisk

Rejsen mod MGP-finalen har været lang, og den startede faktisk for mange år siden.

- Vi har ventet flere år, for Mille har prøvet at sende sange ind til MGP siden hun var syv. I dag er det lidt surrealistisk, og jeg tror ikke, nogen af os har forstået, at vi faktisk skal til MPG, siger Hanne Liendgaard.

Nu står familien altså endelig i finalen, og selvom Mille virker cool og klar, har mor-Hanne alligevel et godt råd til sin datter.

- Hvis du ikke ved, hvor du skal kigge hen, så bare imagine your mama, siger Hanne Liendgaard til sin datter med et smil på læben.

01:22 Luk video

I videoen herover kan du se dele af interviewet med Mille og Hanne Liendgaard​, mens du i videoen øverst i artiklen kan se hele indslaget om den 11-årige MGP-stjerne.