Kæresten blev afvist: Ung mand slog dørmand

To dørmænd blev natten til søndag udsat for vold i Aarhus

Foto: Colourbox

En 20-årig mand blev natten til søndag anholdt og sigtet for vold mod en dørmand, efter en episode i det aarhusianske natteliv tæt ved Skt. Clemens Torv. 

Ifølge Østjyllands Politi blev den 20-årige mand så utilfreds med, at hans 18-årige kæreste blev bortvist fra en beværtning på grund af hendes unge alder, at de begge blev ført ud. Men det ville han tilsyneladende ikke finde sig i, for på vej ud langer han ud efter dørmanden - dog uden at ramme ham. 

Læs også Ung mand sigtet for vold med baseballbat og kniv

Kort før udgangen snubler de tre ifølge politiet over et dørtrin, hvorfor de alle tre lander på gulvet.

Den unge mand slog derefter dørmanden hårdt på knæet, som fik et ’kraftigt vrid og kom ud i en unaturlig stilling.’

Flere dørmænd kom til, og fik den 20-årige ført med udenfor, hvor han fortsatte sin ophidsede adfærd og gjorde modstand mod dørmændene. 

Læs også Efter vild menneskejagt: Mand anholdt for forsøg på manddrab

En patrulje fra Østjyllands Politi kom derfor til stedet og fik anholdt manden.

Manden, der er fra Portugal, fremstilles i dag, søndag, i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for vold.

- Normalt vil vi ikke fremstille en mand i grundlovsforhør for lignende, men på baggrund af, at manden er udenlandsk statsborger, giver det mulighed for at give en straksdom, hvor man altså får sagen afgjort med det samme, siger Peter Thulstrup Jørgensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Sparket i skridtet

Dørmanden fra episoden her var ikke den eneste, der blev udsat for vold natten til søndag.

I Højbjerg ved Aarhus blev en anden dørmand sparket i skridtet af en gæst til en julefrokost, der var vred over, at han var blevet smidt ud fra festen.

En 24-årig mand blev anholdt og sigtet i den sag.