Kæmpe julemarked hitter: - Det er vinterens Roskilde Festival

20.000 gæster forventes at besøge Rosenholm Slots julemarked, der markerer starten på sæsonen for julemarkederne. Og arrangementerne er populære som aldrig før

01:23

VIDEO: Nisser, julemænd og 20.000 gæster er noget af det, man kan finde på det gigantiske julemarked.

Julen er hjerternes fest. Og julehjerter, julenisser, julemænd og mange andre slags julepynt er der masser af til Rosenholm Slots julemarked.

Læs også VIDEO: Se julemanden tænde 700.000 LED-lys i Aarhus

Julemarkedsæsonen er nu for alvor gået i gang, og fænomenet er større end nogensinde. For selvom julen er fyldt med traditioner, er den alligevel fuldt med tiden.

- Julemarkederne passer jo til vores mentalitet. Vi er lidt flokdyr, men vi er også lidt uforpligtende. Det skal gerne være spontant, og man skal gerne slippe for opvasken, og det passer julemarkedet perfekt til. Man kommer i julestemning og får en fest, og så kan man gå hjem igen bagefter, siger Benno Blæsild, der er historiker og juleekspert.

Julemarkeder er jo oplevelsen af uforpligtende fællesskab. Fuldstændig ligesom at tage på Roskildefestival.

Benno Blæsild, historiker og juleekspert

Med 180 juletræer og 20.000 forventede gæster over de næste to weekender, oplever Rosenholm Slot også den stigende interesse.

Og så stort et julearrangement kræver noget forberedelse.

- Vi har haft en dekoratør til at pynte op i en uges tid. Det er det største både udsmykningsmæssigt og deltagermæssigt, vi har over 80 udstillere, og det har vi aldrig haft før her på Rosenholm Slot, siger Claus Haas Pedersen, der er arrangør af julemarkedet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det var besøgende i alle aldre, der kiggede på de mere end 80 udstillere på markedet.

Umage og arbejde har der altså været masser af op til markedets åbning, og det er noget, gæsterne lægger mærke til.

- Det er simpelthen så flot, og der mangler bare ingenting, og der er rigtig god stemning. Folk, der deler pebernødder og nissehuer ud, det sætter bare en stemning. Og det kan vi rigtig godt lide at være en del af, siger Dorthe Sørensen, der var en af de mange besøgende på markedet.

- Vi er kommet, fordi vi gerne vil se lidt julemesse og have lidt julestemning. Og det er min datters første juleudstilling, så derfor var det vigtigt, vi kom afsted i dag, siger Søren Meyer, der til hverdag er IT-konsulent.

Uanset hvilken slags nisse man lige står og mangler af julepynt til hjemmet, så kan det formentlig findes på Rosenholm Slot de næste to weekender.

Rosenholm Slot, der lagde matrikel til tv-julekalenderen 'Jul på Slottet' tilbage i 1985, mærker – ligesom sommerens festivaler – stigende interesse og besøgstal til deres marked, og det er der en grund til.

- Julemarkeder er jo oplevelsen af uforpligtende fællesskab. Fuldstændig ligesom at tage på Roskilde Festival, så det er faktisk en fuldstændig fair sammenligning at sige, at julemarkeder er for den gamle familiefest, hvad Roskildefestival er for sommerhalvåret, siger Benno Blæsild til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Område på charmeoffensiv: Åbner usædvanlig butik

Julemarkedet på Rosenholm Slot har åbent fra klokken 10 til 16 lørdag og søndag de næste to weekender.