JP vil erobre nyt land: Skruer op for dækningen af Østjylland

For et par måneder siden nedlagde Århus Stiftstidende en række redaktioner rundt i Østjylland. Nu lancerer Jyllands-Posten nyt østjysk avistillæg

Foto: TV2OJ / Claus Bech - Scanpix

Jyllands-Posten udvider sin dækning af Østjylland med sektionen JP Østjylland, hvor der dagligt vil være historier fra Skanderborg, Odder, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs.  

- I tiden lige op til et valg synes vi, at det er betimeligt at gøre, hvad vi kan for at styrke nyhedsdækningen i områder, der tidligere har været dækket af Århus Stiftstidendes lokalredaktioner. Ikke mindst når de berørte kommuner ligger i vores baghave, siger Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, i en pressemeddelelse.

Århus Stiftstidende nedlagde tidligere på sommeren sine oplandsredaktioner i forbindelse med salget af en række østjyske ugeaviser til Politikens Lokalaviser. 

Læs også Jysk Fynske sælger sine østjyske ugeaviser til konkurrenten

Indtil videre kommer JP Østjylland på gaden året ud, men det kan blive permanent.  

- Vi har et helt særligt fokus på det kommende kommunalvalg. Det er vores plads i verden at sikre den demokratiske samtale. Derfor går vi ind nu. Men der er jo interessante nyheder hver eneste dag, og derfor er det selvfølgelig læserne, nye som gamle, i de fem kommuner, der beslutter, om vi bliver der, når valget og dets efterdønninger er overstået. Hvis der er interesse fra abonnenter og annoncører, skulle det være os en meget stor fornøjelse, siger Jacob Nybroe. 

Læs også Usikker fremtid for østjyske ugeaviser efter opkøb

Han oplyser, at initiativet sker i forlængelse af Jyllands-Postens strategi om at være det største landsdækkende dagblad med tyngdepunkt udenfor hovedstaden.
 
- Hele det jyske område er hjerteland for Jyllands-Posten i almindelighed. Østjylland er det i særdeleshed, siger Jacob Nybroe.