John giver gratis rejsetips på tiende år
John Busk Sørensen er direktør for Handi-Travel-Info, der anmelder feriedestinationers handicaptilgængelighed
- Jeg gør det, fordi min vilje til at gøre det bedre for andre er stor.
Tusindvis af frivillige timer har John Busk Sørensen brugt som direktør for Handi-Travel-Info.
Han vurderer handicaptilgængeligheden de steder, han færdes i både ind- og udland.
Ofte tager han sågar på tur indenfor landets grænser kun for at kigge på forholdene.
Og anbefalingerne kommer altså andre til gavn helt gratis.
Han er en yderst berejst herre, og nogle af favoritdestinationerne har været Thailand, Portugal, Island og Færøerne.
Næste mål er en tur til USA.
- Jeg nyder at rejse og at opleve alt mulig morsomt, fortæller John Busk Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Overfed udsigt
Det er på tiende år, at John Busk Sørensen er direktør for Handi-Travel-Info, der netop har fejret 20-års jubilæum.
På firmaets hjemmeside kan man blandt andet finde information om 236 hoteller eller feriecentre i 19 forskellige lande.
Læs også
Det er også muligt at henvende sig telefonisk til Handi-Travel-Info.
Både enkeltpersoner og handicaporganisationer benytter sig af den frivillige og gratis rådgivning.
Øer Maritime Ferieby ved Ebeltoft har netop haft besøg af John Busk Sørensen og hans hjælper gennem 13 år Rolf Heitmann.
Tommestokken er medbragt, så der kan måles dørbredder, og om der er plads til en elstol.
Badeværelsesforhold er også meget vigtige.
Direktøren kvitterer i dette tilfælde med at uddele fire handi-stjerner.
Læs også
De basale ting er altså på plads hos Øer Maritime Ferieby, og så er der særligt en ting, der tæller op i det samlede regnskab.
- Det er en overfed udsigt, fordi jeg elsker også at sejle, forklarer John Busk Sørensen.
Øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om John Busk Sørensen.