'Ikke en mere': Fakkeloptog i Aarhus mod kvindevold

Kl. 17 arrangeres der i forbindelse med international dag mod kvindevold fakkeloptog i Aarhus fra Rådhuspladsen til Kvindemuseet

Dagens demonstration slutter ved Kvindemuseet i Aarhus. Foto: Google Maps

Gruppen Feministisk Oprør går lørdag på gaden for at markere international dag mod kvindevold. Medlemmerne nævner Kim Wall, Trine Nielsen og Emilie Meng som de seneste eksempler, der gør et fakkeloptog nødvendigt.

- De blev dræbt udelukkende, fordi de var kvinder, men i medierne bliver det omtalt som tilfældige drab og kaldt 'ubådssagen' eller 'familietragedien'. Vi kræver, at kvindemord bliver kaldt det, de er. Mord på kvinder. Ikke tragedier eller sager, lyder det fra Freja Hvid Kirchert, som er den ene af initiativtagerne til demonstrationerne.

Læs også Demonstration: MeToo-bevægelsen rykker ud i virkeligheden

Hun står bag fakkeloptoget i København, imens Anne Hegelund er initiativtager til demonstrationen i Aarhus, der går fra Rådhuspladsen til Kvindemuseet. Sidstnævnte mener især, at der ikke er nok fokus på at hjælpe kvinder i nød.

Vi kræver, at kvinder kan gå frit på gaden uden at være bange for at blive råbt af, taget på, slået eller voldtaget. Også selvom at klokken er 3 om natten.

Anne Hegelund, initiativtager

- Vi kræver, at kvinder kan gå frit på gaden uden at være bange for at blive råbt af, taget på, slået eller voldtaget. Også selvom at klokken er 3 om natten, og man er pisse fuld. Vi kræver, alle kvinder kan få en plads på et krisecenter til dem og deres børn. Vi kræver flere penge og ressourcer til krisecentrene, siger Anne Hegelund.

Du kan læse mere om dagens demonstration på Facebook lige her.