I dag skrives endnu et kapitel i aarhusiansk skandalesag

Hvornår fik borgmester og rådmænd kendskab til skandalesag i Aarhus Kommune? De spørgsmål skal rapport give svar på mandag

Mandag offentliggøres en længe ventet rapport i skandalesagen, der indtil videre har kostet en forvaltningschef i Aarhus Kommune sit job og en politianmeldelse.

Rapporten skal forsøge at give svar på, om borgmester Jacob Bundsgaard (S), flere rådmænd og topembedsmænd kendte til de stærkt kritisable forhold i Aarhus Kommunes Center for Byens Anvendelse, før Århus Stiftstidende tog hul på sine afsløringer? 

Det er revisionsfirmaet Ernst & Young, som står bag rapporten.

- I løbet af i dag søndag færdiggør EY rapporten om den supplerende undersøgelse, således at Magistraten kan behandle sagen mandag morgen, oplyste Aarhus Kommune søndag.

 

Da politikerne i april besluttede at gennemføre undersøgelsen, fremgik det, at den "specifikt skal afdække, hvorvidt Teknik og Miljøs rådmand, direktør, økonomichef og HR chef har været vidende om de kritisable forhold i Center for Byens Anvendelse inden november 2015".

Undersøgelsen vil omfatte rådmændene Kristian Würtz (S) og Bünyamin Simsek (V) samt formand for Teknisk Udvalg, Camilla Fabricius (S), der var rådmandsvikar for Kristian Würtz i perioden fra oktober til december 2016. Den vil også omfatte borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Læs også Ny udvikling i skandalesag: Toppolitikere skal undersøges

I forvejen ligger der en rapport på bordet, som revisionsfirmaet Ernst & Young afleverede i marts. 

Den førte til, at en forvaltningschef, som kommunen i forvejen havde bortvist, blev meldt til politiet for underslæb, bestikkelse og tjenesteforsømmelse.

Derudover blev fem ledende medarbejdere i kølvandet på rapporten indkaldt til afklarende tjenstlige samtaler på baggrund af de oplysninger, som kom frem i revisionsundersøgelsen. 

 

Rådmand Kristian Würtz så i april frem til undersøgelsen:

- Jeg synes ikke, at der må være tvivl om, hvorvidt EY målrettet nok er blevet instrueret i at afdække et eventuelt kendskab i topledelsen i Teknik og Miljø til de kritisable forhold i Center for Byens Anvendelse. Derfor er jeg glad for, at jeg i samråd med en række af byrådets partier nu kan sætte gang i en supplerende undersøgelse, der skal sikre tilliden til den samlede undersøgelse af sagen, sagde Kristian Würtz dengang.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig