Hviid i spidsen for brandvæsnet

Lars Hviid bliver direktør for Østjyllands Brandvæsen

Lars Hviid er blevet valgt som direktør for den store sammenlægning af beredskaber i Østjylland.

Den 1. januar 2016 bliver beredskaberne i Odder, Samsø, Skanderborg og Aarhus lagt sammen til Østjyllands Brandvæsen, og det bliver med 58-årige Lars Hviid som direktør.

- Jeg er utrolig stolt og glad over, at jeg er blevet valgt. Det er som skræddersyet til mig, og jeg brænder for at gøre Østjyllands Brandvæsen til en velfungerende og fremtidssikret enhed. Det er rigtig stor og vigtig opgave, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for, siger Lars Hviid, der blev valgt ud af et ansøgerfelt på 21, i en pressemeddelelse.

Se: Brand-alliancen har fået sit navn

Lars Hviid har siden 2010 været beredskabschef i Aarhus, og tidligere forestod han sammenlægningen af seks beredskaber i Tønder Kommune.

- Det er en stærk profil, der gør Lars Hviid til den rette mand til jobbet. Han har stor ledelseserfaring fra beredskabsverdenen og erfaring fra tidligere sammenlægningsprocesser. Men han har også en praktisk baggrund, og denne kombination af kompetencer gør, at han i høj grad har dét, der skal til for at stå i spidsen for Østjyllands Brandvæsen, siger Lisbeth Binderup, der er formand for styregruppen i det nye beredskab.

Østjyllands Brandvæsen skal betjene mere end 400.000 indbyggere i de fire kommuner.