Huskede du mors dag? Dagen blev fejret med stadiontur og sang
Mors Dag blev fejret på flere måder i Østjylland - blandt andet med stadiontur og sang
Søndag var mors dag, og som navnet antyder, er det dagen, hvor mange danskere skænker deres mor en ekstra tanke.
Og for nogen bød dagen også på en fælles tur på stadion. Sådan var det i Randers, hvor tre generationer, datter, mor og mormor, var samlet for at se Randers spille mod Helsingør. Og både datter og mor havde husket at gøre noget ekstra ud af dagen.
- Det har vi. Vi har hygget med Brunch og lækre gaver, siger Dorthe Greve.
Læs også
Hos mormor var der glæde over, at Mors Dag blev fejret i fællesskab i familien.
- Det betyder enormt meget, siger Inger Greve.
Andre steder i Østjylland blev mors dag også fejret. Blandt andet ved Herregårdsmuseet i Gammel Estrup, hvor dagen blev fejret med sang.
Og så kunne museumsdirektør Britta Andersen også fortælle, hvor Mors dag egentlig stammer fra.
- Det er faktisk noget, der har amerikanske rødder og bliver stiftet som national flagdag i 1914 i USA.
Glemmer unge Mors Dag?
Tal fra blomsterkæden Interflora viser, at flere danskere sender blomster på mors dag. Dog halter de unge efter i den statistik. De 18- til 26-årige står faktisk kun for ni procent af de blomster, der bliver sendt.
Derfor spurgte vores udsendte reporter til superligakampen mellem Randers og Helsingør også nogle unge mænd, om de nu også vidste, at det ikke var en helt almindelig søndag.
- Det er mors dag, lyder det fra Nikolaj Lejsgaard Jensen fra Randers.
Læs også
- Jeg har også sagt tillykke, lyder det fra sidekammeraten Simon Andersen fra Mariager.
Blandt mødrene på stadion var der glæde over, at de unge husker at hylde deres mødre denne søndag.
- Det synes jeg. For de har kun én mor, og hende skal de passe på, siger Anne Lise Hald Bødker.