Horsens satser på solceller
Vil dække et område større end en fodboldbane
En lang række offentlige bygninger i Horsens får monteret solceller på taget i løbet af de kommende år.
Horsens Kommune har besluttet at opsætte i alt 10.000 kvadratmeter solceller på de kommunens tage. Det svarer til et område, der er større end en fodboldbane.
- I Horsens Kommune har vi valgt at kombinere bygningsvedligeholdelse med miljøtiltag. Det betyder, at hver gang et tag skal renoveres - og hvis forholdene er til det - sætter vi solceller på taget, fortæller energikonsulent Henri V. Nielsen fra Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi slår altså to fluer med ét smæk og sparer samtidig penge ved ikke at skulle sætte stilladser op i to omgange.
Sol på skoleskemaet
Henri V. Nielsen tilføjer, at solcelleanlæg er mange skridt foran andre energibesparende tiltag.
Udgifter til solceller er med den nuværende nettomålerordning tjent ind igen på 10 år. Hertil kommer, at anlæggene stort set passer sig selv.
Indtil videre har Horsens Kommune opsat i alt 3.000 kvadratmeter solceller - blandt andet på byens rådhus.
Ud over Horsens Rådhus, som har fået 630 kvadratmeter tag dækket med solceller, er det fortrinsvis idrætshaller og folkeskoler, der står for tur.
- Det optimale er selvfølgelig, når det lykkes at få vedvarende energiformer - herunder solcelleanlæg - på skoleskemaet. På Søvind Skole for eksempel kan eleverne dagligt følge på en skærm, hvor meget strøm solcellerne producerer til skolen, fortæller Henri V. Nielsen.