Horsens reddet - trods nederlag
Trods nederlag er AC Horsens nu endegyldigt sikret en ny sæson i Superligaen
AC Horsens måtte onsdag aften tage hjem fra Esbjerg med et 1-2-nederlag i bagagen.
Trods nederlaget ligger det dog nu fast, at østjyderne også i næste sæson spiller i landets bedste fodboldrække, Superligaen.
Med en afstand på fire point til nedrykningsstregen kan Horsens ikke indhentes af de to klubber, der ligger nederst i tabellen, Esbjerg og Randers.
Aggressive vestjyder
I onsdagens kamp var vestjyderne klart det mest aggressive af de to hold og dominerede store dele af kampen.
Alligevel var det gæsterne fra Horsens, der chokerede hjemmepublikummet, da Gilberto Macena efter den halve time sparkede Horsens i front.
Esbjerg viste dog god moral og kæmpede sig tilbage i kampen, båret frem af et tændt publikum. Først udlignede unge Jakob Ankersen kort inde i anden halvleg, og små tyve minutter før slutfløjtet sparkede Jesper Lange for alvor håbet tilbage til Esbjerg til en fortjent 2-1-føring.
Føringen burde være udbygget i flere omgange, idet både Arnór Smárason og Søren Rieks havde flere muligheder for at sende bolden forbi Søren Jochumsen, der flere gange agerede mirakelmager.
Omvendt havde Horsens dog også muligheder for at sende Esbjerg ud i mørket i kampen, der var yderst intens og dramatisk.
0-1 Gilberto Macena (34. minut)
1-1 Jakob Ankersen (52. minut)
2-1 Jesper Lange (74. minut)
Tilskuere: 8.252