Hjælpen strømmer ind til misrøgtede hunde

Dyreinternat oplever stor interesse for de misrøgtede hunde, der tirsdag blev indleveret

Rigtig mange tilbyder deres hjælp til de misrøgtede hunde fra hundesagen fra Framlev vest for Aarhus.

Det fortæller Kent Karlsen, internatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, hvor hundene nu bor.

- Rigtig mange har skrevet til os, ringet til os eller er sågar troppet op her. De tilbyder både fysiske ting og deres hjælp i forhold til hundene, siger Kent Karlsen, der er overvældet over interessen.

Læs også Politiet finder 24 misrøgtede hunde: 11 måtte aflives

- Det er rigtig skønt. Folk holder øje og sætter sig ind i, hvordan hundene har det. Det viser stor kærlighed til dyrene. Det er en dejlig fornemmelse, og det er vi meget taknemmelige for, siger Kent Karlsen og tilføjer.

- Men hundene er fortsat i karantæne, så vi kan ikke bare lade folk løbe ind og ud hos dem, men vi tager imod alt den hjælp vi kan få og bruge.

 Tidligere på ugen blev 24 misrøgtede hunde fundet på en adresse i Framlev vest for Aarhus. En hvalp var død, da politiet ankom til stedet, mens en dyrelæge måtte aflive 11 hunde. De resterende hunde er bragt til internatet i Brande.

Læs også Opfordring: Det bør du sikre dig før købet af hund

- Angående hvalpene, så går det rigtig godt fremad. De er søde og meget livlige i forhold til, da vi fik dem. Her var de meget tilbageholdende og bange. De er fortsat meget tynde, men det skal vi nok få lavet om på, siger Kent Karlsen.

Han fortæller, at det også går den rigtige vej med de lidt ældre hunde, mens det er endnu er svært at sige noget angående de fire ældste, da det vil tage længere tid for dem at 'rykke' sig, da de har opholdt sig på adressen i Framlev i lang tid.

Dyrenes Beskyttelse oplyser, at der er indgivet en politianmeldelse i sagen, og hos Østjyllands Politi har man rejst en sigtelse i sagen.

- Vi har sigtet den ene af beboerne på stedet for overtrædelse af dyreværnsloven. Der er to beboere, som er tilmeldt adressen og har haft de her hunde. Dem har vi taget hånd om. Den ene er sigtet, og der vil formentlig komme en sigtelse til den anden beboer også, sagde fungerende vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi torsdag til TV 2 | ØSTJYLLAND.

01:53

Du skal se dig godt for, inden du køber hund, lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelse. 

Luk video