Har du Onkel Joakims lykkemønt?

Danmarks Industrimuseum søger lige nu med lys og lygte efter Onkel Joakims lykkemønt

Foto: Danmarks Industrimuseum

Den 21. april åbner museet i Horsens en stor særudstilling om tegneserier, og en sådan udstilling kan selvfølgelig ikke laves uden Onkel Joakims lykkemønt.

Onkel Joakims lykkemønt har været med i historierne fra Andeby siden 1953.

I hæftet Lommeanden nr. 10 i 1994 var det planen at medsende et eksemplar af lykkemønten til alle læsere. Men lommeandslæserne fik dem aldrig.

I dette tilfælde var det dog ikke Hexia de Trick, der var kommet i vejen med sine tryllerier. Det gjorde i stedet Danmarks Nationalbank, som ikke var taget i ed på forhånd om udsendelsen af mønterne.

Læs også Onkel Joakims lykkemønt fundet

Da lykkemønten til forveksling lignede en rigtig 10-krone, blev alle mønterne trukket tilbage og destrueret. 

- Det vil sige næsten alle. Det siges, at nogle få eksemplarer af lykkemønterne overlevede, og det er en af disse, som Danmarks Industrimuseum gerne vil placere i Onkel Joakims montre i udstillingen, skriver museet i en pressemeddelelse.

Danmarks Industrimuseum opfordrer eventuelle indehavere af den eftertragtede lykkemønt til at henvende sig til museet.