Onkel Joakims lykkemønt fundet
Industrimuseum har fået fat i Onkel Joakims lykkemønt
Danmarks Industrimuseum i Horsens har gjort et mindre scoop forud for weekendens tegneseriemesse.
For en måneds tid siden efterlyste museet mønten, der har givet anledning til mange intriger mellem Joakim von And og Hexia de Trix.
Onkel Joakims lykkemønt har været med i historierne fra Andeby siden 1953. I hæftet Lommeanden nr. 10 i 1994 var det planen at medsende et eksemplar af lykkemønten til alle læsere. Men lommeandslæserne fik dem aldrig.
I dette tilfælde var det dog ikke Hexia de Trick, der var kommet i vejen med sine tryllerier. Det gjorde i stedet Danmarks Nationalbank, som ikke var taget i ed på forhånd om udsendelsen af mønterne.
Da lykkemønten til forveksling lignede en rigtig 10-krone, blev alle mønterne trukket tilbage og destrueret.
Forud for weekendens tegneseriemesse har Danmarks Industrumuseum efterlyst et eksemplar af lykkemønten fra Lommeanden, og nu er det altså lykkedes museet at finde den eftertragtede mønt.
Dermed kan gæsterne på tegneseriemessen ifølge Horsens Folkeblad se et eksemplar af lykkemønten på en rød pude i en montre.
Det er uvist, om industrimuseet har gjort specielle tiltag for at holde en vis heks ude